23948sdkhjf

Opbygger: - Det vælter ind med opgaver

Siden SAWO har overtaget karosserifabrikken Brdr. Platz er der blevet endnu mere travlt på Ellehammesrvej i Haderslev.

- Jeg kan godt mærke, at der er kommet 10 sælgere på. Det vælter ind med opgaver. Det er så positivt, at jeg næsten ikke kan finde ord for det.

Sådan lyder det fra Jørgen Platz, der siden oktober 2018 ikke har været fabriksejer, men afdelingsleder i SAWO med ansvar for afdelingen i Haderslev.

- SAWO har valgt at køre videre med navnet Platz; det er jo et navn, som er synonym med kvalitet, griner Jørgen Platz; men rent juridisk er vi en af SAWO’s 15 afdelinger. Vi er en af de større afdelinger med 18 medarbejdere og 10 opbyggerpladser. Siden overtagelsen har vi virkelig fået meget mere at lave, og det er jo fantastisk positivt.

- De flere opgaver skyldes dels, at SAWO’s samlede sælgerstyrke nu også arbejdet for os, dels at vi har fået de opgaver, som SAWO ellers har fået lavet hos andre her i det sønderjyske, forklarer Jørgen Platz.

Transportmagasinet: Hvorfor solgte I fabrikken?

- Både jeg og min storebror er over 60 år, og der er ikke en naturlig arvtager til virksomheden. Nu er vi overtaget af én, som gerne vil blive ved med at lave det, vi laver - og som gerne vil bliver her i Haderslev. Det har været vigtigt for os og vores ansatte. Og så er det oven i købet en køber, som vi kender godt, og som vi har samarbejdet med i mange år. Det kunne jo ikke være bedre, forklarer Jørgen Platz.

- SAWO har manglet en fabrik i Sønderjylland, og de har manglet en fabrik, der kunne lave de ting, som vi laver. Det er det, man kalder for "win-win."

- Det har været helt perfekt. Hele overtagelsen er foregået i en fantastisk ånd. Vi er blevet vel modtaget. Selvfølgelig er der nye ting, vi skal lære, og systemer, der fungerer anderledes; men vi er alle glade, og det kører rigtig fint.

Rundtur på fabrikken
Og hvad laver de så hos Platz? Jørgen Platz tager mig en tur rundt på fabrikken med de 18 ansatte.

- Her er vi i gang med et par biler til Bera Stillads i Nordjylland, forklarer han og peger på "en bunke stål" som ligger klar på et par bukke.

- Vi bygger ladet op helt fra bunden af, forklarer han . De stykker jern dér bliver til kantprofiler.

- De bliver lavet med specielle afstande til stokkehullerne til stilladsrørene. Så bliver der lagt en stålbund, og til sidst monterer vi en 15 ton Hiab-kran.

Vi går videre til et andet lad, der skal bygges på et Scania-chassis. Det bliver til et lad til en tømmerhandel. - Vi køber jernet ved Sanistål og bygger selv ladet op. Lige nu er vi ved at montere krankonsollen. Der kommer faktisk en helt ny Hiab 26 ton/meter kran på. Det er en helt ny model, som er en af nyhederne på transportmessen.

- Transportmessen i Herning? Jamen, det er bare om tre uger? Kan det virkelig nås, spørger jeg?

- Ja, det skal nås, og det når vi også, svarer Jørgen Platz. Det vil jeg da gerne prale lidt af. Vi begyndte at save i jernet for otte dage siden, og opbygningen bliver færdig til messen. Vi har arbejdet, så blodet sprøjter. Dag og nat.

- Vi skal også nå at gøre denne Volvo klar med tømmerlad, siger han, mens vi fortsætter rundturen. Her er et demo-køretøj, som SAWO bygger i samarbejde med Volvo. Den bliver opbygget med tømmerlad. Det er en af de spændende nyheder, der har premiere på messen. Begge biler skal være færdige 18. marts.

- Som noget nyt er SAWO også begyndt at importere tiplad til biler fra 3,5 ton. Det har vi hos Platz tidligere haft stor erfaring med. Indtil finanskrisen i 2008 lavede vi mange små lad med bagtip til anlægsgartnere, entreprenører og lignende. Det er der igen et stort marked for, så det er vi også gået i gang med. Lige nu bygger vi lad til en Iveco og en Renault. Begge biler skal også med på transportmessen.

Over seks meter til loftet
Jørgen Platz fortæller også om de udvidelser, fabrikken har været igennem.

- Den første udvidelse var i 2007. Dengang byggede vi ikke højt nok. Der var kun 4,5 meter under portalkranen. Det har vi lært af, så da vi i 2017 skulle udvide igen, byggede vi i 6,5 meters højde. Her i denne del af fabrikken har vi 5,5 meter under loftskranen. Det er bare skønt.

Transportmagasinet: Du er jo uddannet smed. Svejser du stadig?

- Nej, ikke længere, siger Jørgen. Jeg er holdt op for et år siden.

Transportmagasinet: Hvor meget er I blevet integreret med de andre SAWO-afdelinger?

- Indtil nu har det mest været "business as usual." Vi har vores sædvanlige medarbejdere og vores egen ingeniør. Han kan supplere SAWO’s tekniske afdeling, men han har også fået nogle dygtige kolleger at sparre med. Så også her oplever vi en enorm synergieffekt. Disse synergier giver helt uundgåeligt en masse spændende opgaver til vores afdeling.

- Så svaret på dit spørgsmål må være, at vi meget hurtigt bliver 100 procent integreret med de andre SAWO-afdelinger - blandt andet i kraft af det gode samarbejde, der tilstræbes afdelingerne imellem.

Transportmagasinet: Har I plads nok?

- Vi har faktisk stadig plads til endnu flere opgaver; men rent fysisk har vi kun den plads, vi råder over lige nu. Vi kan ikke bygge mere til; men ude på gårdspladsen har vi en hal, som vi kan renovere og tage i brug, hvis vi en dag skal bruge mere plads.

Platz senior købte fabrikken i 1978
Transportmagasinet: Hvor stammer fabrikken her egentlig fra?

- I tidernes morgen hed den Axel Skrydstrups Smede- og Maskinværksted. Den er fra 1962 - og det er faktisk her, jeg stod i lære, forklarer Jørgen Platz. Jeg blev udlært i 1978, samme år som min far købte fabrikken.

- Min far var Mercedes-forhandler, men han var også en af de første til at interessere sig for "one-stop-shopping" - altså at kunderne kunne få det hele ved kun at handle ét sted. De kunne købe en Mercedes varebil eller lastbil hos os, få den bygget op hos os og få den leveret af os - altså fra én og samme virksomhed. Det dyrkede han allerede i 1978!

- Vi solgte Mercedes-forhandlingen i Sønderjylland i 2003, og siden har min bror og jeg arbejdet her i karosserifabrikken Brdr. Platz.

Tre lærlinge
- Vi har tre lærlinge, selv om vi kun har 18 mand. Det er nogle dygtige knægte, som gerne vil udfordres og have nogle spændende opgaver. De får de her. Selv om det tager tid og koster lidt penge, er det en rigtig god investering. Allerede som anden-års lærling har man enorm glæde af sådan en knægt.

- Desuden er vi nødt til at tage lærlinge, hvis vi vil sikre, at vi kan blive ved med at have kvalificeret arbejdskraft. Så det hænger sammen.

Transportmagasinet: Hvor længe bliver du ved?

- Så længe jeg synes, det er sjovt, svarer Jørgen.

- Der er ingen krav eller begrænsninger fra SAWO’s side eller fra hjemmefronten. Jeg kan lide mit arbejde, og nu hvor vi er overtaget af SAWO, er der ingen bekymringer om fremtiden.

- Jeg har en førstemand, som er meget dygtig. Det er nok ham, der engang skal overtage min plads.

Efter Jørgen Platz blev udlært smed i 1978, kørte han nogle år som eksportchauffør. Derefter drog han udenlands for cementkoncernen F.L. Smidth.

- I ni år var jeg med til at åbne cementfabrikker over hele verden. Jeg var i Fjernøsten, Mellemøsten, Afrika og Sydamerika

- Da jeg kom hjem i 1989, begyndte jeg i familiens bilforretning; men den solgte vi i 2003. Siden koncentrerede vi os om karosserifabrikken.

- Vi har faktisk altid delt arbejdet, så jeg har taget mig af arbejdet på fabrikken, mens Jens Erik har koncentreret sig om salget. Det har han gjort gennem selskabet B.P. Trailer.

- Sådan er det også i dag. Jens Erik kører fortsat sin forretning i B.P. Trailer, hvor han importerer trailere, containerchassiser, påhængsvogne mm. Han har intet juridisk med SAWO at gøre. Det er mig, der er ansat i SAWO, og det er mig, der er den daglige leder af karosserifabrikken SAWO Haderslev, Platz Karrosseri.

- Jens Erik får så opbygget sine trailere hos os - og betaler for det. Sådan er det, siger Jørgen Platz, inden vi slutter rundvisningen og får en kop kaffe på kontoret. 
 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094