Sorø sætter fokus på transport
Aldrig har muligheden for at få et job i transportbranchen været større. Hele branchen "skriger" efter at få unge ind i branchen til at køre lastbil, gaffeltruck, arbejde på lager, blive disponent, køre med kran.
Der er masser af muligheder for en karriere i transportbranchen, og det vil man kunne få meget mere at vide og i Sorø tirsdag den 7. maj, når kommunen sammen med jobcentret og transportbranchen holder "åbent hus" kl. 9.00-12.00.
Pladsen foran Sorø Hallerne vil i dagens anledning være omdannet til en stor transportmesse, hvor man kan se nærmere på de mange muligheder i transportbranchen.
Man kan deltage i en guidet tur rundt på pladsen sammen med en jobcentermedarbejder. Der vil være mulighed for at køre lastbil i en lastbilsimulator og se en kran i funktion.
De 40 vognmænd, som møder op på pladsen, vil fortælle om de forskellige dele af branchen og om muligheder for helt konkrete jobs. Det samme vil uddannelsesinstitutioner og vikarbureauer.
Det er gratis at deltage, så grib chancen for at se de forskellige køretøjer og få en snak om job og uddannelse inden for transportbranchen. Måske er det lige dér, din fremtid ligger, lyder fra Jobcenter Sorø, som står bag initiativet sammen med andre sjællandske Jobcentre.
Pladsen åbner kl. 9, hvor borgmester Gert Jørgensen byder velkommen. Hele transportmessen lukker kl. 12.
Tid og sted
Tirsdag den 7. maj kl. 9 - 12, Sorø Hallerne, Ringstedvej 20, 4180 Sorø