Reitan Distribution får ny storkunde
Danmarks største leverandør til convenience-sektoren, Reitan Distribution, skal fra 1. januar 2020 levere varer til sammenslutningen af selvstændige benzinforhandlere fra kæder som Shell og Extra.
Distributionsselskabet har nemlig indgået en aftale med indkøbsselskabet BFI, hvis medlemmer tæller kioskejere, forhandlere og forpagtere fra landets forskellige benzinkæder og uafhængige aktører – i alt ca. 170 butikker, fortæller virksomheden i en pressemeddelelse.
- Vi er overbeviste om, at vi qua vores mangeårige erfaring og samarbejde med vores convenience-partnere kan bidrage med både vækst og sortimentsudvikling, som kan skabe øget konkurrencekraft til de BFI-tilknyttede butikker, siger Indkøbs- og salgsdirektør i Reitan Distribution Merete Kjærgaard.
I dag servicerer Reitan Distribution mere end 1000 butikker og benzinstationer over hele Danmark fra bland andet centrallageret i Horsens.
Udover Rema 1000 har virksomheden partnerskaber med kæder som 7-Eleven, Circle K, Q8 og OK Plus.
- Det er helt sikkert en fordel for os at være sammen med de øvrige convenience-aktører, så vi kan få en fordel ud af at samle viden og erfaring ét sted, siger administrerende direktør i BFI Bjarne Månsson.
De seneste år har Reitan Distribution oplevet en markant vækst som følge af Rema 1000's fremgang på det danske marked.
Virksomheden leverer i dag varer til aktuelt 330 Rema 1000-butikker foruden de mange convenience-butikker, som fra årsskiftet altså bliver endnu flere.