Femern: Byggeplads klargøres
Anlægsfasen for Femern Bælt tunnelen går nu i gang på den danske side. Som noget af det første går etableringen af boliger til tunnelbisserne nu i gang.
Entreprenørernes ansatte skal indkvarteres i nærheden af byggepladsen, og derfor opfører Femern A/S de 20 første boliger. Denne opgave bliver nu sendt i udbud. Boligerne bliver stillet til rådighed for tunnelarbejderne i opstartsfasen, indtil entreprenørerne har opført deres egne boliger på byggepladsen.
Skal klargøre byggepladsen
De første ansatte – også kaldet entreprenørernes fortropper – skal gøre byggepladsen klar til det store tunnelbyggeri. Blandt de første større opgaver bliver at forberede og etablere en ny arbejdshavn øst for Rødbyhavn.
Denne havn skal forsyne tunnelelementfabrikken med råmaterialer. Det er også via havnen, at de færdige tunnelelementer skal sejles ud og sænkes på plads i Femern Bælt
Krav til boligerne
I de kontrakter, der er indgået med de store tunnel-entreprenører, stiller Femern A/S høje krav til beboelsesfaciliteterne som led i CRS-indsatsen på projektet. Boligerne skal indrettes og drives sådan, at de bidrager til medarbejdernes sundhed, arbejdssikkerhed, arbejdseffektivitet og sociale miljø.
Der er konkrete krav til boligerne størrelse og til indeklimaet, herunder temperatur og støj. Det er vigtigt, at tunnelarbejderne kan få en uforstyrret søvn – også efter natarbejde.
Tunnelarbejderne skal også have mulighed for at deltage i fritidsaktiviteter og sociale arrangementer. Desuden skal Internet være tilgængelig i fællesarealer.