23948sdkhjf

Der er brug for flere danske chauffører

DI Transport og ATL er ikke enig med TV2's konklusioner om danske chauffører.

Op til valget til Europa-Parmamentet bringer TV2 en række historier om tilstanden i den europæiske transportbranche. TV-stationen fortæller blandt andet, at ni ud af ti chauffører er udlændinge.

- Det er korrekt, at der ikke er mange danske chauffører, som kører eksport længere. Det skyldes den meget hårde konkurrence, der er på det marked; men antallet af danske godschauffører har været stabilt siden 2012.

- I øjeblikket ser vi faktisk, at der er ved at ske en stigning i beskæftigelsen, siger Michael Svane, branchedirektør i DI Transport, og Lars William Wesch, direktør i arbejdsgiverforeningen ATL.

- Der er i dag omkring 30.000 danske godschauffører. De er eftertragtede, og der bliver brug for endnu flere i fremtiden.

Mangel på arbejdskraft

Situationen i transportbranchen er, at man er udfordret af mangel på arbejdskraft. Et meget stort antal chauffører vil gå på pension inden for få år, og der er kamp om at få de unge ind i branchen.

- I de kommende år får vi både brug for flere danske og udenlandske chauffører. Man tegner et forkert billede, hvis man siger, at udlændingene skubber de danske chauffører ud, siger Lars William Wesch.

- Der er brug for udenlandsk arbejdskraft i danske virksomheder - selvfølgelig under ordnede forhold. Der arbejder i forvejen udenlandske chauffører i mange virksomheder. Vores medlemmer har brug for flere hænder - både danskere og udlændinge, siger han.

Udlændinge i transit

Langt de fleste udenlandske lastbiler kører internationale transporter til eller fra Danmark eller i transit gennem Danmark.

Når den udenlandske lastbil har leveret varer i Danmark, må den også køre indenrigskørsel - såkaldt cabotagekørsel. Det er tilladt for en udenlandsk lastbil at køre tre ture internt i Danmark i op til syv efter, at der er leveret varer fra udlandet.

Cabotagekørsel udgør dog en meget lille del af godskørslen, og danske lastbiler kører også cabotagekørsel i f.eks. Sverige og Tyskland.

EU forhandler vejpakke

EU forhandler i øjeblikket en vejpakke, som vil skabe klare regler for cabotagekørsel, køre- og hviletid, og hvornår en chauffør er udstationeret og dermed omfattet af løn- og ansættelsesvilkår i det land, chaufføren kører i.

Senest har Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) fremlagt et forslag til, hvordan man kan sikre udenlandske chauffører ordentlige løn- og ansættelsesvilkår, når de for eksempel kører cabotagekørsel i Danmark.

- Det er helt afgørende, at vi har ensartede spilleregler i EU, så varerne kan flyttes på en ordentlig måde. Samtidigt skal vi sikre, at der er ordnede forhold for de chauffører, som kører cabotage i Danmark. Derfor har arbejdsmarkedets parter fornylig afleveret et forslag til regeringen, siger Michael Svane.

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078