Otte nye Scania til Mors
Der står Fredsø Vognmandsforretning ApS på døren på alle vognmand Benny Nielsens 70 lastbiler, og der står Scania på fronten af en tredjedel af dem.
Medvirkende til det er en frisk levering af otte nye Scania R 500 B8x4*4, som Stiholts markedschef Jens Holger Pedersen for nylig har overdraget nøglerne til.
Fredsø Vognmandsforretning holder til i Nykøbing M. og er Nordens største transportører af kartofler og gulerødder i løs vægt. Fredsø Vognmandsforretning kører også med korn og foderstoffer, muslinger, industriaffald, jord og sten, skrot, flis og træpiller samt beskæftiger sig med udlejning af containere mm.
De otte nye Scania R 500 er alle opbygget med Meiller kroghejs af Fyns Karosseribyg, FKB, i Odense samt klargjort og leveret af Stiholt i Thisted.
De får en 3-akslet overføringshænger som fast følgesvend på deres ture rundt i Danmark og Norden.
Trivsel
Chaufførernes trivsel står højt på dagsordenen hos Fredsø Vognmandsforretning, så derfor er der sat masser af krydser ud for komfort- og sikkerhedsudstyr i de nye Scania. Det gælder blandt andet lyspakke med LED-lygter både for og bag, chaufførpakke+ med komplet læderinteriør og Premium førerstol, stort infotainment-system med integreret musikanlæg og navigationssystem, ekstra opbevaringsrum med forberedelse til TV, køleskab med fryser, aut. klimaanlæg, termosideruder mm.
Det gælder også integreret hydraulisk retarder på GRS905R-gearkassen, som sammen med skivebremser i forbindelse med ESP, ASR og LDW sørger for at holde vogntoget på ret kurs under alle forhold.
Maskineriet under gulvet er Scanias 6-cyl. 13-liters motor på 500 hk/2.550 Nm med ren SCR-teknologi for overholdelse af Euro 6c-normen.
Benny Nielsen har igen valgt Scanias 6-cyl. motor af hensyn til lavere egenvægt og bedre brændstoføkonomi end den klassiske V8’er. Bagest sørger Scanias lette RB 662-tandembagtøjer med 3,07:1 i udveksling samt styrbar bogieaksel for økonomisk marchhastighed og god manøvreevne under trange forhold.
Benny Nielsen er så tilfreds med hans Scania’er, at han ud over de otte nyleverede Scania R 500 har yderligere fire nye R 500-chassiser på vej.