Branchen: Nye dummebøder er en ommer
Trods talrige indsigelser fra transportbranchens organisationer valgte Folketinget i starten af maj 2019 at vedtage forhøjede bødesatser for fejl og mangler ved tunge køretøjer.
En samlet branche har gennem lang tid efterspurgt detaljeret adgang til politiets statistikker. Netop for at få et overblik over omfanget, typerne af fejl, og hvor der eventuelt skal gøres en ekstra indsats.
På baggrund af politiets overordnede statistikker og tilbagemeldinger fra vognmænd og chauffører tegner der sig et billede af, at en væsentlig del for eksempel af de bremsefejl, der konstateres ved vejsidekontroller, er konstruktionsbetingede eller betinget af køretøjets anvendelse eller belastningsgrad. Fejlene skyldes ikke manglende vedligeholdelse, og oftest kan fejlen ikke umiddelbart konstateres af chaufføren eller ejeren uden anvendelse af et bremserullefelt.
På den baggrund nytter det ikke at straffe hverken chaufføren eller vognmanden med bøder, mener ITD.
- Der skal kunne skelnes mellem bevidst sjusk og fejl, som ikke kan opdages i hverdagen. For det er helt klart i orden med bøder, når der er åbenlyse fejl, som chaufføren kender til eller opdager. Men det er dybt uretfærdigt med bøder for fejl, som chaufføren ikke har en chance for at kende eller kan tjekke selv, siger Jørn-Henrik Carstens, chef for ITD’s politiske afdeling.
Også hos kollegerne i DTL langer de skarpt ud efter politikerne i denne sag.
- Det er et eksempel på, at man politisk gerne vil vise handlekraft, men i processen sidder sund fornuft overhørig, siger DTL-Danske Vognmænds administrerende direktør Erik Østergaard, og fortsætter:
- Vi ser under 100 sager om året, hvor tunge kørertøjer får klippet pladerne eller får et kørselsforbud. Når det er myndighedernes vurdering, at et køretøj vitterlig er til fare i trafikken, så skal man naturligvis slå hårdt ned. Hvis det er den type af sager, som man fremover vil skærpe bøderne overfor, så mener jeg, at langt, langt de fleste vognmænd kan sove roligt om natten.
Straf ejeren af traileren
Begge organisationer peger på det umulige i, at chauffør og vognmand holdes ansvarlige på bremseprocenten på fremmede trailere.
- Virkeligheden er, at det i langt de fleste tilfælde ikke vil være muligt for chaufføren at sikre sig mod skjulte fejl på køretøjet og ikke mindst på fremmede trailere. Derfor vil jeg for det første opfordre til, at man i bødeudskrivelsen sikrer sig, at det er ejeren af traileren, der får bøden, hvis der er vedligeholdelsen af traileren, der er problemet, siger Erik Østergaard, og fortsætter:
- For det andet er det vigtigt med forudsigelighed for både vognmænd og chauffører. Og endelig, for det tredje, er det vigtigt, at de høje bøder forbeholdes de køretøjer, der vitterlig og påviseligt er til fare for trafiksikkerheden, og at der er noget at bebrejde føreren eller ejeren. Vi kan ikke leve med, at transportbranchen endnu engang bliver offer for en alt for nidkær politikontrol, som vi har set det i sagerne om frontbeslag og særtransporter.