Speditører advarer mod fupnummer
Logistik- og speditørvirksomheder er blevet brugt som led i et større svindelnummer, hvor offentlige institutioner får misbrugt deres EAN-nummer. Det har politiet orienteret Danske Speditører om.
Danske Speditører opfordrer nu branchens virksomheder til at være på vagt.
- Politiet har fortalt os, at virksomheder inden for logistik og spedition typisk bliver kontaktet af en person, der ønsker at starte et samarbejde op. Personen efterspørger hjælp til opbevaring af et større parti varer indkøbet for en offentlig myndighed på baggrund af et EAN-nr. Godset opbevares kortvarigt hos logistik- og speditionsvirksomheden, inden det sendes videre til den endelige destination. Destinationerne er forskellige, men et fællestræk er, at slutadressen oplyses med kort varsel, og at hele processen typisk tager op til 72 timer, fortæller Søren N. Edsen Johansen fra Juridisk Afdeling i Danske Speditører.
Danske Speditører opfordrer til, at spedition- og logistikoperatørerne er ekstra opmærksomme på, om det navn, personen opgiver, virker mistænkeligt eller ikke stemmer overens med de øvrige oplysninger i samarbejdsaftalen.
- Der er grund til kritisk at overveje, om personen arbejder for den virksomhed, han hævder at arbejde for. Er personen meget ivrig og fortravlet, er der ekstra grund til at være opmærksom. Brug jeres sunde og kritiske fornuft, når I skal vurdere henvendelsens troværdighed, lyder det gode råd fra Politiets Landsdækkende Center for IT-relateret økonomisk kriminalitet.
Kilde: Danske Speditører