23948sdkhjf

Minister vil have vippende Bornholmerfærger stabiliseret

Stabilisatorer på færger til Bornholm kan ifølge undersøgelse afhjælpe problem med søsygeramte passagerer

Der har været høj søgang om rederiet Molslinjen, der for et år siden overtog færgebetjeningen af Bornholm.

Rederiet har været udsat for kritik af forsinkelser, aflysninger og manglende komfort på færgerne.

En del af kritikken er gået på, at færgepassagerer i højere grad end tidligere oplever, at de bliver søsyge under overfarten.

Det er der måske en løsning på.

Der er lavet en skibsteknisk undersøgelse af færgerne, Molslinjens Express 1 og Max.

Den viser ifølge Transport- og Boligministeriet, at en såkaldt t-foil kan mindske problemet.

En t-foil er en stabilisator, der er udviklet til at dæmpe effekten af de bølger, som rammer skibene forfra.

- Det vil have en positiv effekt på færgerne til og fra Bornholm at montere en t-foil på hver færge. 

- Det handler om at gøre rejseoplevelsen bedre for passagerne, siger transportminister Benny Engelbrecht (S) i en pressemeddelelse.

Han henviser til, at Molslinjens direktør i en pressemeddelelse 23. november sidste år udtalte: 

- Hvis udvalget når frem til, at de rejsende til og fra Bornholm får en meget bedre oplevelse med en t-foil, så bestiller og monterer vi en t-foil så hurtigt som muligt, lød meldingen fra direktør Carsten Jensen.

Derfor forventer ministeren, at rederiet nu følger rådet.

- Det forventer jeg selvsagt, at Molslinjen vil gøre, siger Benny Engelbrecht.

Hos Molslinjen oplyser kommunikationschef Jesper Maack, at man vil granske undersøgelsen, før man kan give et svar.

- Rapporten ser interessant ud. Vi har lige modtaget den og giver den nu sammen med vores tekniske eksperter et grundigt kig. 

- Derefter vender vi tilbage, siger Jesper Maack i en skriftlig kommentar.

Molslinjen begyndte at sejle til og fra Bornholm fra 1. september sidste år.

Det skete, efter at rederiet vandt udbuddet om færgefarten.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094