Nye havnekajer på en halv kilometer
Udvidelsen af Køge Havn stormer derudaf. Nu er man klar til at åbne fire nye kajstrækninger. Dermed er 75 procent af det samlede nye kajanlæg i Køge færdigbygget og klar til at blive indviet.
Fremover vil skibe på op til 200 meter i længden, 30 meter i bredden og otte en halv meter i dybden vil kunne lægge til i Køges Nordhavn.
Åbningen af de nye kajer betyder, at Køge Havn nu næsten er færdig med den årelange udbygning af Køges havnefaciliteter.
- Det er utroligt tilfredsstillende, at vi nu er nået i mål med de nye kajstrækninger. Efter at Søndre Havn er overgået til Køge Kysts boligbyggerier, har vi haft stor mangel på kajpladser i Køge Havn. Oveni trænger mange af de gamle kajer til renovering. Med de fire nye kajanlæg tilbyder vi erhvervskunderne i havnen et moderne anlæg med en meget høj sikkerhed, siger Køge Havns bestyrelsesformand, Kim Lindsø.
De fire nye kajer har en samlet længde på 420 meter, og er alle udstyret med et særligt afløbssystem med sandfang og olieudskiller, som betyder, at forurenende spild kan blive opsamlet, hvis uheldet skulle være ude.
Anlæggene er også terrorsikrede med hegn, som det kræves af alle danske havne efter terrorangrebet mod New York 11. september 2001. Derfor er der heller ikke til daglig adgang for offentligheden.
- Med åbningen af de fire nye kajanlæg tager vi et afgørende skridt frem mod at realisere Køge Havns målsætning om at fordoble omsætningen på gods indenfor en overskuelig årrække, siger direktør for Køge Havn, Thomas Elm Kampmann.
- Nu kan vi modtage skibe, som er dobbelt så store som hidtil og bliver dermed en endnu stærkere samarbejdspartner for de mange lokale virksomheder i byen og oplandet, som vi betjener hver dag, slutter han.
Det er Køges borgmester, Marie Stærke, der indvier det nye havneanlæg, og det sker på onsdag 25. september 2019 kl. 14.00 alle er velkomne til at se og høre om den historiske havneudvidelse.
Køge Havn er blandt Danmarks 10 største havne og omsætter hvert år to millioner ton gods. Udvidelsen af havnen er det største anlægsprojekt i Køges historie og koster over en milliard kroner. Udvidelsen har været i gang siden 2007 og skal stå færdig i 2022.