Video: Her er Scanias nye selvkørende lastbil
AXL er navnet på Scanias nyeste selvkørende lastbil. Det er et koncept-køretøj uden førerhus, og som er bygget på Scanias velkendte modulsystem.
- Med konceptlastbilen tager vi et vigtigt skridt mod fremtidens smarte transportsystem, hvor selvkørende køretøjer bliver et naturligt indslag, siger Scanias administrerende direktør Henrik Henriksson i en pressemeddelelse.
- Nu præsenterer vi køretøjet; men vi vil blive ved med at bygge videre på det og teste det for at vise, hvad vi egentlig er i stand til med den teknologi, som allerede findes.
Mest software
En stor det af udviklingen består i at tilpasse softwaren i køretøjet. Scania AXL styres af en intelligent kontrolfunktion og et logistiksystem, som viser, hvor og hvordan den skal køre.
- Vi har allerede selvkørende lastbiler i test ude hos nogle kunder, men her sidder der en chauffør i førerhuset og er klar til at gribe ind, hvis det bliver nødvendigt. Med AXL har vi et koncept uden førerhus – og uden chauffør. Det giver nogle helt andre muligheder.
- Udviklingen af selvkørende lastbiler har taget et stort skridt frem de seneste år. Vi har ikke svar på alle spørgsmål, men med et koncept-køretøj som AXL bryder vi ny mark og lærer vældig meget, siger Scanias forsknings- og udviklingschef Claes Erixon.
Scania AXL kører med en traditionel forbrændingsmotor og er specielt beregnet til mine- og byggeindustrien.
Den første offentlige demonstration af Scania AXL finder sted ved Traton Groups "Innovation Day" den 2. oktober på Scanias Demo Center i Södertälje.