Dekra udvider med truck- og krankurser
Ekspansionen fortsætter hos Dekra, der nu tilføjer truck- og krankurser til deres kursustilbud. Ifølge koncerndirektøren har det længe været en drøm for Dekra at udbyde netop de to kurser:
- Truck- og krankurserne supplerer vores andre kurser rigtig godt. Som lastbilchauffør er det en stor fordel at have et truck- og/eller krancertifikat. Det glæder os derfor, at vi nu får mulighed for at tilbyde vores kursister at kunne tage alle kurserne hos os, siger Peter Laursen, koncerndirektør hos Dekra Danmark.
Først truck dernæst kran
Truckkurset vil først blive udbudt på Dekras kursuscenter i Brøndby, men ambitionen er, at kurset skal udbydes på en række af Dekras kursuscentre i hele landet i løbet af efteråret og i starten af det nye år. Selvom Dekra ikke tidligere har udbudt truckkurser, har de alligevel erfaring inden for området.
- Vi har allerede god erfaring inden for området, da vi i flere år har undervist i truck på vores erhvervsuddannelse til faglært lastbilchauffør i Brøndby. At vi nu får mulighed for at tilbyde kurset til alle vores kursister, er vi super glade for, udtaler Peter Laursen.
Mens de første truckkurser allerede er planlagt, er Dekra stadig i gang med at planlægge deres fremtidige krankurser. Planen er, at de første krankurser bliver udbudt i starten af det nye år på flere kursuscentre i landet.
Det nyeste udstyr og indendørs undervisning
På truckkurset i Brøndby kan deltagerne se frem til undervisning med nyt og moderne udstyr. Kurset kommer til at foregå i en stor hal, hvor der er god plads til at lære at betjene og føre en truck samt lave alle kursets praktiske øvelser.
Første trukkursus start 4. november.