K. Hansen Transport udvider igen
Hos K. Hansen Transport A/S på Park Alle 18 i Vejen er der igen gang i byggeriet. Denne gang er det er nyt højlager på 4.000 m2, som allerede er godt på vej.
Frisesdahl satte maskinerne i gang i august, og siden er det gået stærkt; allerede nu er der gravet jord væk og støbt fundament og gulve.
I de kommende uger monteres betonelementerne, således de første lagerpaller kan flytte ind i januar 2020.
Der bliver bygget 2 lagerhaller a hver 2.000 m2. Pladsen skal bruges til nye lagerhotel- og distributionskunder, hvor K. Hansen Transport A/S fungerer som samlet logistikleverandør.
- Siden 2016 har vi bygget 5.000 m2 + 2.000 m2 + 2.000 m2 lagerhotel, og nu yderligere 4.000 m2, så vi har turdet gribe de chancer og muligheder, som vi har mødt i markedet, udtaler salgschef Dan Krarup.
Herved udgør det samlede lagerhotel ca 40.000 m2, og i alt har K. Hansen Transport A/S knap 48.000 m2 under tag til lagerhotel, terminal, værksted og kontor.
Som konsekvens af mange nyopførte lagerhaller, er pladsen til parkering og rangering blevet trang på Park Alle 14-24. Derfor bliver der sideløbende med lagerhotelbyggeriet også udført 5.000 m2 parkeringsareal.