Politiet stopper uopmærksomme trafikanter hele ugen
I denne uge er der endnu større chance for at blive stoppet, hvis man som bilist fifler med mobilen eller gps'en, mens man kører bil.
Politiet vil nemlig sætte en ekstra indsats ind for at stoppe uopmærksomme bilister i trafikken. Kontrollen vil være i alle landets 12 politikredse fra mandag til søndag.
Indsatsen skal støtte Rådet for Sikker Trafiks landsdækkende kampagne "Kør bil, når du kører bil", der opfordrer bilisterne til at holde blikket på vejen.
Uopmærksomhed hos bilisten er en faktor i hver tredje dødsulykke, og Christian Berthelsen, der er politiassistent hos Rigspolitiets Nationale Færdselscenter, fortæller, at det er et omfattende problem.
- Kører du eksempelvis med en hastighed på godt 80 kilometer i timen, og kigger du samtidig væk fra vejen i fire sekunder, så flytter du dig 89 meter.
- Det er altså 89 meter, hvor der kan ske alt muligt andet. Nogen kan hoppe ud foran dig, eller en bil kan bremse foran dig, og det er noget, du ikke opdager, siger han.
En undersøgelse fra 2017 viser, at seks procent af alle førere af personbiler og varevogne udfører en handling, der kan distrahere dem i trafikken.
Eksempelvis sidder de med mobilen, indstiller gps og spiser eller drikker, mens bilen er i fart.
Problemet er dog endnu større hos førere af tunge køretøjer, eksempelvis lastbiler. Her er det 15 procent, der foretager sig distraherende handlinger under kørsel.
- Jeg håber, at folk bliver opmærksomme på ikke at være uopmærksomme i trafikken. Jeg håber, de bliver klar over, hvad det egentlig betyder, når man sidder og laver andre ting, siger Christian Berthelsen.
Rigspolitiet har frem mod 2020 sat uopmærksomhed som et af tre skærpede fokuspunkter, men Christian Berthelsen fortæller, at man vil fortsætte med at fokusere på problemet i flere år frem.
- Vi ved, at vores budskab kommer ud, for der bliver jo talt om det her. Men jeg tror ikke, det er alle, der helt forstår alvoren i det.
- Det tror jeg, måske ikke, de har forstået, fordi de ikke har prøvet det på egen krop. Og jeg vil helst ikke have, at man skal prøve det selv, før man forstår det, siger han.
/ritzau/
Kilde: /ritzau/