Første i Danmark: YX lancerer bæredygtig diesel på truckanlæg
Nu kan chauffører tanke Bio100 HVO Diesel hos YX Erhverv som de første i Danmark.
I første omgang lanceres Bio100 HVO Diesel på truckanlægget på Industribuen 19 i Ishøj, hvor Scania Danmark også har værksted. YX Erhverv forventer, at flere anlæg følger med, såfremt kunderne efterspørger det.
HVO (Hydrotreated Vegetable Oil) er et fuldstændigt fornybart diesel-alternativ, som er baseret på vegetabilske olier, animalsk fedt eller restprodukter fra blandt andet skov- og fødevareindustrien. Bio100 HVO Diesel fra YX kan give en CO2-besparelse på mellem 50 og 70 pct. i forhold til fossil diesel og er ikke baseret på palmeolie.
- Transport- og oliebranchen har en stor indflydelse på vores samfund. Vi er alle sammen meget afhængige af at få leveret varer hele året rundt på tværs af byer og landegrænser. Det sørger chauffører og vognmænd for, og de er dybt uundværlige for samfundet. Når det er sagt, så er det klart, at vi alle har et medansvar for klimaet og for at gøre, hvad vi kan, for at begrænse CO2-udledningen. Her er Bio100 HVO Diesel et skridt i den rigtige retning, siger Michael B. Hansen, COO hos YX Erhverv. Han fortsætter:
- Vi følger den teknologiske udvikling og lytter altid til vores kunders ønsker. De er kernen i alle de beslutninger, vi træffer. Flere og flere vognmænd kigger på deres CO2-aftryk, og hvad de kan gøre for at reducere CO2-udledningen. Derfor er vi også glade for i dag at kunne tilbyde Bio100 HVO Diesel på truckanlægget i Ishøj som de første i Danmark.
HVO-prisen bliver mere moden
Vognmændene kan bruge Bio100 HVO Diesel i deres nyere lastbiler, men i Danmark koster den ca. 6 kr. mere pr. liter end den ordinære diesel. Prisen er ikke moden endnu, men det kommer, mener Michael B. Hansen:
- Der er stort fokus på den grønne omstilling, og interessen hos vognmændene er stor. Grundet afgiftsstruktur og udbud er Bio100 HVO Diesel noget dyrere end den ordinære diesel. Jeg tror på, at prisen på Bio100 HVO Diesel bliver mere attraktiv over de næste år med flere leverandører, og derfor vil vi også følge vores kunders ønske og gradvist udbrede Bio100 HVO Diesel i Danmark.