Scania: V8'er går som varmt brød
Siden det blev lovligt at køre med modulvogntog og 7-akslede vogntog, er V8-motorens popularitet bare vokset og vokset. Det går med andre ord som varmt brød.
Ifølge Scanias salgsdirektør, Anton Freiesleben, er 25 procent af alle nye Scania’er solgt i Danmark med V8-motor.
- Vores kalkulationer og testkørsler viser, at når vogntogsvægten i gennemsnit er 45 ton eller mere, så er V8-motoren mere brændstoføkonomisk end den 6-cylindrede 13 liters motor. Dermed er det ofte forbundet med kernesund driftsøkonomi at investere i en V8, Anton Freiesleben.
36 pct. med 650 hk
Oftest vil 520- eller 580 hk klare opgaven fint, men krævende kørsel eller hensyntagen til gensalgsværdien kan tale for at gå op i 650’eren. Det er da også 650’erne, der er den næstmest populære.
I alt 36 procent af dansk solgte V8’ere er med 650 hk. Den mest populære er 520 hk. Den står for 39 procent af V8-leverancerne. En bonusvinkel på 650’eren er chaufførtilfredsheden.
- Som en chauffør udtalte ved vores Åben Hus arrangement i Sorø for nylig: "Hold k.... hvor den kører godt!".
- Nu kørte han så heller ikke Scania til daglig. Ja så enkelt kan det siges, siger Anton Freiesleben.
730 hk er toppen
I toppen af V8-programmet har vi 730 hk udgaven, men den sælges ikke så meget.
- To procent af V8-salget herhjemme er med 730 hk. Reelt er det en motor, der kun behøves ved de rigtig tunge og store sværgods- og blokvognstransporter, slutter Anton Freiesleben.