23948sdkhjf

11 vognmænd tiltalt for hundredvis af regelbrud

Grise og kvæg transporteret længere tid end tilladt og manglende dokumentation er blandt anklagerne i et 262 sider langt anklageskrift mod 11 danske vognmænd

En meget omfattende sag om ulovlig transport af svin og kvæg er nu på vej i retten.

Fyns Politi har valgt at tiltale 11 danske vognmænd for mere end 1000 tilfælde af brud på reglerne for, hvordan dyr må transporteres i lastbiler i mere end 8 timer.

Overtrædelserne er ifølge anklageskriftet sket over en periode på to et halvt år, og de fleste anklagepunkter handler om, at transporttiden for svin eller kvæg har været for lang.

2 af de 11 vognmænd er også tiltalt for ikke at have indsendt GPS-informationer og logbøger til Fødevarestyrelsen og for at have for lidt plads til grisene.

Omfanget af sagen er uden for normalen, siger advokaturchef hos Fyns Politi, Martin von Bülow, til DR Nyheder.

- Sagen vedrører over 1000 forskellige enkeltsager. Det er mange, og det er meget sjældent, vi sidder med så store sager, siger han.

Ikke godt for dyrenes velfærd
Hos Fødevarestyrelsen deler veterinærchef i VeterinærSyd Signe Hvidt-Nielsen sagerne op i to bunker. Den første omhandler dem, der påvirker dyrevelfærden. Det er dem, hvor transporttiden er for lang, og hvor der er for lidt plads på bilerne.

- Det har en direkte negativ effekt på dyrenes velfærd. De lange transporttider betyder, at dyrene bliver trætte og stressede undervejs, forklarer hun.

Vognmændene er kun tiltalt for brud på reglerne om transport af dyr og ikke for dyremishandling. Og det er væsentligt, mener brancheforeningen Sammarks direktør Lisbet Hommelhoff:

- For os er det væsentligt, at sagen ikke handler om brud på dyrevelfærd, for vi lever af at sælge og levere god dyrevelfærd i Europa, siger Lisbet Hommelhoff til DR Nyheder.

Hun mener, at vognmændene har handlet i god tro, fordi Fødevarestyrelsen ikke har henvendt sig til dem tidligere med besked om at kontrollerne viste, at de havde overtrådt reglerne:

- Man har ikke på noget tidspunkt hørt fra Fødevarestyrelsen at der skulle være noget galt i det, man har gjort, siger Lisbet Hommelhoff.

Hun kalder det frustrerende, at tiltalen først kommer langt tid efter reglerne skulle være blevet brudt og opfordrer Fødevarestyrelsen til i højere grad at sige til løbende, hvis man bliver opmærksom på, at reglerne bliver brudt.

Bøder og ekstra kontrol
Da sagen er rejst mod vognmændenes selskaber og ikke direkte mod dem personligt, kan der ifølge anklager Martin von Bülow ikke blive tale om fængselsstraf. Det er derimod bødeblokken, der skal i brug, hvis de bliver de bliver dømt.

- De vejledende takster er på 7.000 kroner for én forseelse, hvis det er første gang, man straffes for det. Men hvis man har mange forseelser, er det ikke bare sådan, at man ganger tallene sammen. Det er op til dommeren at vurdere, hvor stor bøden skal være, forklarer han.

Ifølge Martin von Bülow er der foruden det 262 sider lange anklageskrift allerede flere sager på vej mod danske vognmænd.

Hos Fødevarestyrelsen kalder Signe Hvidt-Nielsen det for 'bekymrende', at reglerne ikke bliver overholdt. Derfor vil styrelsen nu øge kontrollen med udvalgte vognmænd, som man tidligere har set ikke altid overholder reglerne.

- Vi vil møde dem med ekstra kontrol, indtil de retter ind og følger reglerne, siger veterinærchefen.

Anklagemyndigheden forventer, at sagen kommer for retten i sommeren 2020.

FAKTA: Logbogssagen

Det lange anklageskrift kommer efter, at Fødevarestyrelsen i sommeren 2018 i en redegørelse konkluderede, at man fra 2012 til 2018 ikke havde været gode nok til at sanktionere de overtrædelser, man havde fundet.

Samtidig valgte styrelsen at opgive at følge hundredvis af sager om lange dyretransporter til dørs, da de havde hobet sig op og var blevet forældede. En beslutning, der udløste massiv kritik.

Derfor har Fødevarestyrelsen gennemgået sager fra 2016-2018 og anmeldt en række
lovovertrædelser til politiet.

Det har resulteret i et 262 sider langt anklageskrift, der tiltaler 11 vognmænd for i alt 1.011 overtrædelser.

Overtrædelserne er sket i perioden 5. februar 2016 til 18. december 2018.

Den længste transport varede 35 timer og 30 minutter og gik fra fra Ringkøbing i Danmark til Predappio i Italien

Kilde: DR Nyheder

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.361