Vejpakken og grøn omstilling på dagsordenen i Bruxelles
Transportminister Benny Engelbrecht og Transportudvalget satte mandag fokus på Vejpakken og den grønne omstilling af transportområdet, da de mødtes i Bruxelles, hvor de blandt andet drøftede de danske prioriteringer med repræsentanter fra EU-systemet.
- Det er vigtigt, at vi på tværs af partierne i Folketinget står sammen i kampen mod social dumping og i arbejdet for at sikre den grønne omstilling af transportområdet. Derfor ser jeg meget frem til, at jeg i dag skal drøfte de vigtige områder med mine danske kollegaer, når vi sammen tager dagsordenen op i EU, siger transportminister Benny Engelbrecht.
Forhandlingerne om Vejpakken er i sin afgørende fase, da der i øjeblikket foregår de afsluttende trilog-forhandlinger mellem Kommissionen, Europa-Parlamentet og Rådet.
- Det er et meget stærkt signal, Folketingets partier sender ved at prioritere dette besøg i Bruxelles i de afgørende faser af forhandlingerne om vejpakken, siger Benny Engelbrecht.
Under ministerens besøg står programmet blandt andet på møder med kommissær Violeta Bulc, MEP Andrey Novakov (EPP/BG), William Todts, som er direktør for Transport & Environment og Karima Delli, som er formand for EP’s Transportudvalg samt MEP Ismail Ertug (S&D/DE).