23948sdkhjf

Aalborg får tilladelse til forsøg med selvkørende busser

Hvis du befinder dig i Aalborg, kan du i den kommende tid møde en bus uden chauffør. Aalborg Kommune har nemlig som den første i Danmark fået tilladelse til at udføre et forsøg med selvkørende minibusser på veje med blandet trafik.

- Der er ingen tvivl om, at selvkørende busser - eller biler for den sags skyld - på længere sigt kan ændre den måde, vi færdes i trafikken på. Og det skal ske ud fra et fortsat fokus på en god færdselssikkerhed, som Aalborg Kommune også vægter højt i deres forsøg, forklarer transportminister Benny Engelbrecht.

En uafhængig tredjepart har været inde over ansøgningen og vurderet, at forsøget kunne gennemføres færdselssikkerhedsmæssigt forsvarligt, ligesom Færdselsstyrelsen har sikkerhedsgodkendt køretøjerne.

Et skridt mod grønnere trafik
Aalborg Kommune vil bruge tre identiske køretøjer, som må køre med op til 18 km/t. Forsøgskørslen er geografisk afgrænset til et særligt stisystem i den østlige del af Aalborg, hvor strækningen udgør cirka 2,1 kilometer. De nye busser kører desuden på el.

- Jeg har sagt fra min første dag som transportminister, at jeg arbejder for at skabe en klar, grøn tråd i mit arbejde og i ministeriet. Det er derfor meget positivt, at Aalborg Kommune nu har fået tilladelse til deres forsøg med selvkørende elektriske busser, som kan være et skridt på vej mod en grønnere og mere bæredygtig trafik, fortæller transportministeren.

Det er først, når busserne er blevet testkørt, at man har mulighed for at bruge bussen som passager. I begyndelsen vil der desuden være en guide ombord på bussen, som kan gribe ind, hvis der skulle opstå uforudsete hændelser. På længere sigt vil overvågningen af bussen og dens trafik foregå via et kontrolcenter på ruten.

Vejdirektoratet, der har givet tilladelse til forsøget i Aalborg Kommune, har modtaget flere ansøgninger om lignende forsøg, hvorfor der kan være flere forsøg på vej. For yderligere oplysninger om dette og eventuelle andre kommende forsøg henvises til Vejdirektoratet.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096