23948sdkhjf

Fra drømmebro til konkret projekt

En bro eller tunnel mellem Als og Fyn har politisk medvind. Transportministeren tager første skridt til en forundersøgelse

TRAFIK: Trekantsområdet er ved at sande til i trafik. Det kunne afhjælpes med en tredje, sydlig Lillebæltsforbindelse mellem Fyn og Als. Hvor langt er dette projekt i køen af infrastrukturprojekter?

Det banker på døren og kan få kandidatstatus, når forhandlingerne begynder - formentlig til foråret.

Transportminister Benny Engelbrecht har på opfordring fra bl.a. Niels Flemming Hansen (K) og Andreas Steenberg (R) bedt om et grundlag til at træffe beslutning om, hvorvidt der skal igangsættes en forundersøgelse.

- Det er ikke sikkert, at et projekt af det omfang kan nå at blive iværksat og gøres færdigt på denne side af år 2030, men jeg vil sikre et beslutningsgrundlag for en forundersøgelse, siger Benny Engelbrecht.

- Den samfundsøkonomiske forrentning ser fornuftig ud. Selv med brugerbetaling lander man på 5,5 procent i intern rente. Det skyldes ikke mindst, at man slipper for en del omvejskørsel over den nuværende Lillebæltsforbindelse, fortsætter transportministeren.

Videre vil det være en fordel for pendlingen i Region Syddanmark, og den kritiske trængsel på Lillebæltsbroen (motorvejsbroen) udskydes med 10 år, anfører han.

I givet fald er der en politisk betingelse: Et bredt flertal skal stå bag projektet, som skønnes at koste 20 milliarder kroner med motorvej på begge sider.

Støtte i Kiel

Slesvig-Holstens økonomi- og trafikminister, Bernd Buchholz (FDP) støtter projektet. Det er jo nemt, kunne man indvende, for kielerregeringen skal ikke bidrage til en bro eller tunnel mellem Als og Fyn.

Den faldefærdige Rader Hochbrücke på A7 over Kielerkanalen ved Rendsborg skal i øvrigt udskiftes i løbet af få år. Broen er et nåleøje for lastbiler på vej fra eller til Danmark.

- Vi har også udbedt os viden om forskellige initiativer i Nordtyskland, for eksempel Rader Hochbrücke. Det er ikke mit indtryk, at man i Slesvig-Holsten synes, at det var uvenligt, replicerer Benny Engelbrecht.

Radikal: Helst tunnelløsning

Nils Sjøberg (R), som er opstillet i Sønderborgkredsen og folketingsmedlem under Lotte Rods (R) barselsorlov, forlod en onsdagsspørgetid med tilsagnet om, at også en tunnelløsning vil blive belyst.

Den radikale politiker mener, at det vil ende med en tunnel på grund af, at et Natura 2000-område og smukke naturområder berøres. Desuden er havbundsforholdene ikke de bedste for en bro.

- I mange år har man på Als og ikke mindst fra Danfoss’ side ønsket en fast forbindelse mellem Als og Fyn. Det hænger først og fremmest sammen med, at man gerne vil sikre sig arbejdskraft, siger Nils Sjøberg.

Lukrativ investering

- En forrentning på 5-6 procent vil være en lukrativ investering for en pensionskasse. Skulle et projekt med tunnel og miljøsikring blive to eller tre gange så dyrt som skitseret i de foreløbige beregninger, så vil det fortsat være en god investering for pensionskasser og andre investorer.

Det er ikke urealistisk, at forbindelsen indvies før 2030, mener Nils Sjøberg.

Man kunne godt iværksætte projektet nu, mens pensionskasser og andre store investorer leder efter sikre investeringer, som giver højere afkast end obligationer.

- Derfor er det afgørende at få iværksat en forundersøgelse nu, som kan give et reelt billede af, om en forbindelse med blandt andet tunneler under Lillebælt og under de sårbare naturområder kan gennemføres, siger han.

Nils Sjøberg forventer som minimum, at forundersøgelsen bliver planlagt i 2020, og den skal helst omfatte en kombineret vej- og baneforbindelse - derfor taler han om tunneler i flertal. En jernbane kunne måske erstattes af elbusser.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079