23948sdkhjf

Mange har stadig ikke orden i papirerne

Politieftersyn afslørede rod hos vognmænd, der kører for fremmed regning. Men ansøgninger vælter ind hos Færdselsstyrelsen

NY LOV: Nye regler skelner mellem varebiler, der kører for et firma - for eksempel de varebiler der tilhører håndværkere - og varebiler, der kører for fremmed regning. Men det er ikke alle, der hverken kender eller husker reglerne.

Således stoppede politiet fornylig en varebil, der kørte med pakker i Vordingborg. Chaufføren havde ikke noget uddannelsesbevis, som han skal have efter de regler, som trådte i kraft 1. juli. Det kostede chaufføren en bøde på 4.000 kroner, mens en bøde på 8.000 kroner blev sendt til vognmanden. Det skriver atl.dk.

Det tyder dog på, at vognmændene tager de nye regler seriøst. Således oplyser Færdselsstyrelsen til Transportmagasinet, at man pr. 13. december har oprettet i alt 3.379 sager om nyansøgninger om varebilstilladelser.

Reglerne

Her lyder reglerne: Hvis man hører til varebiler, der kører for fremmed regning, skal vognmanden have en varebilstilladelse, hvis han kører med pakker, der vejer over 11 kg. Og chaufføren skal have bevis på, at han har gennemført den krævede uddannelse.

De første tre måneder efter, at reglerne trådte i kraft, udskrev politiet ikke bøder, men har udelukkende vejledt vognmænd og chauffører. Men i oktober udløb tre-måneders perioden, så nu kan der falde en bøde, hvis man bliver stoppet.

- Vi har ingen planer om at lave store fælles kontroller før til næste år. Men engang i mellem stopper vi en varebil og kontrollerer papirerne, siger politikommissær Søren Skotte fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til atl.dk.

Ved kontrollen i Vordingborg stoppede Sydsjællands og Lolland-Falster Politi også en varebil, hvor chaufføren ikke havde registreringsattesten med. Det kostede en bøde på 5.000 kroner. Og der kom en varebil forbi uden cvr-nummer på siden af bilen. Det kostede også 5.000 kroner.

20 bøder

Som eksempel har også Nordjyllands Politi inden for den seneste halvanden måned uddelt 20 bøder på 35.000 kroner til vognmænd, der ikke har en varebilstilladelse. Således kan de nylige politieftersyn tyde på, at en del vognmænd stadig ikke har styr på papirerne.

Man anslår, at der er 4.046 virksomheder i Danmark, som kører varebil med gods for fremmed regning.

Kraftig opfordring

ATL’s direktør Lars William Wesch siger:

- Jeg vil kraftigt opfordre til, at man får søgt om en varebilstilladelse, hvis det endnu ikke er sket. Og det gælder også om at få chaufførerne sendt på kursus. Medlemmer af ATL er naturligvis meget velkomne til at tage fat i os, hvis de er i tvivl om noget, siger Lars William Wesch.

Den bunke af ansøgninger, der havde hobet sig op hos Færdselsstyrelsen, har man for længst arbejdet sig gennem.

I dag behandler styrelsen relativt hurtigt de ansøgninger, der kommer ind.

- Vi modtager fortsat mellem 30 og 50 ansøgninger om ugen, og af dem har vi lige nu syv liggende. Det vil sige, at der er tale om ansøgninger, vi netop har modtaget og endnu ikke er gået i gang med at behandle. Vi er således fuldt ud med i behandlingen af nye sager, siger kontorchef Kasper Bruun Graversen fra Færdselsstyrelsen.

- Resten af de ikke-færdigbehandlede ansøgninger er under behandling. Her afventer vi i de fleste sager oplysninger fra ansøgeren selv. Der er bl.a. knap 80 ansøgninger, hvor det eneste, der mangler, før ansøger kan få udstedt sine tilladelser, er, at ansøger betaler, siger han.

I en pressemeddelelse opfordrer Færdselsstyrelsen til, at ansøgere tjekker deres virksomheds e-boks eller kontakter styrelsen, så ansøgningerne kan blive behandlet færdigt.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078