- Lad danskerne redde Postnord eller lad Posten gå konkurs
“Lad Posten gå konkurs – og køb så Svenska Posten ud!”
Sådan skriver Sveriges tidligere finansminister Allan Larsson (S) i et indlæg på Facebook. Han mener, at svenske skatteydere ikke igen skal lægge penge i den underskudsgivende danske del af Postnord.
Indlægget blev lagt på Facebook, efter Dagens Nyheter publicerede oplysninger fra en hemmelighedsstemplet rapport, som den svenske og danske stat havde bestilt fra konsulentfirmaet McKinsey & Company. Rapporten konkluderer, at Postnord er på vej mod konkurs, hvis der ikke gøres noget.
Ifølge McKinseys rapport, er det nødvendigt med statstilskud for at opretholde den landsdækkende fordeling af breve, der tidligere har genereret store overskud, men som har været tabsgivende som følge af, at antallet af breve er faldet med 90 procent i Danmark siden årtusindskiftet, og som er på vej til at falde skarpt også i Sverige.
I det perspektiv går Sveriges tidligere finansminister Allan Larsson ud med sit indlæg på Facebook, hvor han skriver:
“Der er ingen grund til, at den svenske stat og de svenske skatteydere fortsætter med at finansiere underskuddet i den danske virksomhed. At forsat lade PostNord gå mod konkurs er den korte version af mit forslag, og det bliver resultatet, hvis danskerne heller ikke går ind og finansierer fortsatte aktiviteter“.
Herefter præsenterer Allan Larsson tre forslag til en løsning på krisen i PostNord:
1. Den svenske regering gør det klart for den danske regering, at Sverige ikke er villig til at investere mere kapital for at redde Postnord. Hvis Postnord skal undgå konkurs, skal Danmark indskyde den nødvendige kapital.
2. Hvis Danmark siger nej, og hvis man vil undgå at Postnord går konkurs, kan man beholde virksomheden men overdrage driften til en AB Svenska Posten og en AB Danska Posten. Postnord kan derefter beholde køretøjer og anden infrastruktur og leje ud til henholdsvis den svenske og danske post.
3. Der kan være en tredje mulighed gennem en ændring, ”strukturaffär”, ift. samarbejde mellem AB Svenska Posten af nogle af de andre store postselskaber. Der er meget at tage fat i, i forhold til fremtidige e-postleverancer.
Kilde: News Øresund