23948sdkhjf

Mere hybrid til Schulstad

Lantmännen Schulstad, der producerer og leverer brød over hele Danmark, har købt to nye hybridlastbiler til natdistribution i København.

Der er tale om to Scania L 320 El-Hybrid distributionslastbiler, som både kører på el og diesel. Når der køres til og fra brødfabrikken på Avedøre Holme, foregår kørslen med diesel; men når bilen kommer ind til centrum, slår chaufføren motoren over på el. Så bliver kørslen både bæredygtig og støjsvag.

Lastbilen har en kraftig batteripakke, der kan give op til 10 km elektrisk kørsel. Denne kørsel er både emissionsfri og støjsvag. Derfor er den velegnet til kørsel i Københavns centrum om natten.

Brød leveres om natten
- Vi leverer brød direkte til butikker og supermarkeder om natten. Det er vi nødt til, for brødet skal være frisk, når butikkerne åbner, fortæller Niels Holm, logistikdirektør hos Lantmännen Schulstad.

- Når vi distribuerer om natten, er vi underlagt strenge krav om støj og leveringstider. For ikke at forstyrre butikkernes naboer er det en kæmpe fordel, at vi kan køre elektrisk i de mest følsomme områder i byen.

 - Vi optimerer hele tiden vores distributionsflow for at reducere miljøbelastningen og udnytte vores lastbiler optimalt. Vores lastbiler har i gennemsnit 30 aflæsningssteder pr. skift, så det er et stort puslespil, der skal gå op hver eneste nat. Her er lastbilernes driftssikkerhed og indretning afgørende.

Schulstad har i forvejen to hybridlastbiler. De flyttes til et par lidt mindre krævende distributionsruter på Amager.

Lav ud- og indstigning
Nogle af vores ruter har 40 aflæssesteder i løbet af et natskift, derfor har vi valgt Scanias ekstralave L-førerhus, fortæller Niels Holm.

- Førerhuset er rykket længere frem og længere ned i forhold til en traditionel distributionslastbil for at give så ergonomiske ind- og udstigningsforhold for chaufføren som muligt.

Fakta: Scania L 320 El-Hybrid

Schulstads nye hybridlastbiler er Scania L 320 B6x2*4 med luftaffjedring på alle tre aksler, styrbar og løftbar bogieaksel bag trækakslen.

Drivline: 5-cyl. 9-liters Euro 6-dieselmotor på 235 kW (320 hk) og en 130 kW (177 hk) elektrisk motor tilkoblet kardanakslen i kombination med et 7,4 kW Lithium-Ion batteri, der kan oplades med ekstern strømkilde eller løbende under kørslen ved oplagring af energi fra den elektriske motor ved opbremsning.

Gerakasse: Scania GR875, 8-trins synkroniseret med Opticruise fuldautomatisk gearskiftesystem samt R 660 enkeltreduceret bagtøj med manuel differentialespærre.

Førerhus: Scania CL20 på 4-punkt luftaffjedring. Fremrykket og sænket distributionsførerhus med blot 20 cm indstigningshøjde ved "kneeling".

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063