Storordre på el-lastbiler
Nu begynder det europæiske marked for el-lastbiler at tage fart. Signalet kommer fra Carlsberg-gruppen, hvis schweiziske datterselskab, Feldschlösschen bryggeriet, nu bestiller 20 elektriske, 26 ton-lastbiler hos Renault.
- Det er den første ordre på dette niveau i Europa, siger CEO Bruno Blin, Renault Trucks.
- Det er et bevis på, at transportbranchen gennemgår store forandringer i øjeblikket og imødegår de ønsker og behov, der er fra industrien og samfundet.
Lastbilerne vil blive leveret i løbet af 2020. Planen er, at de skal køre rundture på mellem 100 og 200 km fra Feldschlösschens 15 logistikcentre i Schweiz. Bryggeriet arbejder også med togleverancer.