Ny MAN ser dagens lys
MAN vil forny hele sin TG-serie. Lige fra de små TGL’er til den store TGX.
Mange informationer om de nye lastbiler er ikke sluppet ud endnu; men man kunne følge lanceringen på et såkaldt "live stream" via You Tube fra begivenheden, der fandt sted i et kæmpe telt i Bilbao i Spanien.
Indtil videre ser det ud til, at man bevarer de eksisterende navne og betegnelser som TG, TGX, TGM og så videre..At dømme efter udseendet på de nye lastbiler vil man i det store og hele også bevare det ydre design på bilerne. Der er mere krom, smartere forlygter og en super lækker lysbøjle på taget.
Indvendigt er der tale om fornyelse. Nyt instrumentbræt, nye kontakter, nye skabe og nyt køje-miljø. Den største synlige ændring er den store runde Smart Pad, som man kan styre en lang række informationer med og naturligvis også det såkaldte infotainment-system.
På billederne kunne man også se, at gearvælgeren er flyttet op på ratstammen.
Indtil videre er der ikke sendt detaljer ud til den brede offentlighed om de nye lastbiler ud; men MAN's koncernchef på lastbilområdet, Joachim Drees, fortalte under showet, at chaufføren virkelig kommer i centrum i den nye TG-serie. Man har under udviklingen af lastbilens komfort talt med mere end 3.000 chauffører fra 150 transportfirmaer i 16 lande. Deres råd er værd at lytte til.
Desuden nævnte MAN-topchefen også, at der er lagt op til en større forbedring af brændstofforbruget. Alt sammen noget forventeligt.
Noget, som mange af de mere kritiske SMS-kommentarer, man kunne følge på You Tube, gik på, at lastbilen stadig havde traditionelle spejle. Der er en stor forventning om, at de andre lastbilproducenter følger i Mercedes-Benz’ kølvand og introducerer elektroniske spejl-løsninger. Mon ikke det kommer også på de nye MAN?
Mandag aften fik vi kun en lille smagsprøve, som vi her formidler videre.
Forventningerne er fortsat store til den nye MAN-serie. Så vi kan kun gøre én ting: Sætte os tilbage og vente på mere information. Hvad koster den? Hvornår kommer den? Hvilke tekniske genialiteter bliver vi præsenteret for? Vil den kunne vinde markedsandele for MAN?