23948sdkhjf

Her er Volvos fire nye lastbiler

Volvo Trucks lancerer en ny generation af tunge lastbiler med chaufføren i fokus.

Volvo Trucks introducerer i denne uge fire nye lastbiler med stærkt fokus på chaufførmiljøet, sikkerheden og produktiviteten.

De fire nyheder – Volvo FH, FH16, FM og FMX – repræsenterer omkring to tredjedele af Volvo Trucks' leverancer.

- i Europa er 20 procent af alle chaufførjob ubesatte, så vi håber, at vi med de nye lastbiler kan hjælpe vores kunderne med at rekruttere og fastholde de bedste chauffører, siger Roger Alm, adm. direktør for Volvo Trucks.

- Vi vil være vores kunders bedste forretningspartner. Vi vil gøre dem endnu mere konkurrencedygtige og hjælpe dem med at tiltrække de bedste chauffører. Vores nye lastbiler vil give vores kunder nogle stærkere argumenter, når de konkurrerer om at tiltrække de bedste chauffører.

Mange forskekllige førerhuse

De forskellige lastbilmodeller i Volvo Trucks' sortiment fås med mange forskellige førerhusmodeller og kan optimeres til en lang række anvendelser.
* Ved fjerntransport er førerhuset ofte chaufførens andet hjem.
* Ved regional kørsel fungerer førerhuset ofte som et mobilt kontor.
* Ved anlægskørsel er lastbilerne robuste, praktiske arbejdsredskaber.

Derfor er udsyn, komfort, ergonomi, støjniveau, manøvredygtighed og sikkerhed fokusområder i udviklingen.

Den nye Volvo FM og Volvo FMX har et splinternyt førerhus såvel som mange af de samme funktioner i instrumentdisplayet som deres større Volvo-modstykker.

Mere arbejdsrum

Deres indvendige volumen er øget med op til en kubikmeter, hvilket giver bedre komfort og mere arbejdsrum. Udsynet er nu endnu bedre på grund af større ruder, en sænket dørlinje og nye spejle.

Rattet er udstyret med en justerbar ratstamme, der gør det muligt i højere grad at justere kørestillingen til den enkelte chauffør.

Den nederste køje i det lange førerhus er placeret højere op end tidligere, hvilket giver større komfort og skaber yderligere opbevaringsplads nedenunder.

Dagførerhuset har et nyt 40-liters opbevaringsrum med indvendig belysning på bagvæggen. Komforten i førerhuset er yderligere forbedret gennem forstærket isolering, der hjælper med at holde kulde, varme og støjforstyrrelser ude, mens et sensorstyret klimaanlæg med et kulfilter sikrer en god luftkvalitet under alle forhold.

Ny grænseflade til chaufføren

Chaufførens område har nu en helt ny grænseflade til information og kommunikation, der har til formål at gøre det lettere at få et overblik over og styre de forskellige funktioner, hvilket skaber mindre stress og distraktion.

Instrumentdisplayet er fuldt ud digitalt med en 12 tommer skærm, der gør det nemt for chaufføren at vælge de nødvendige oplysninger til enhver tid. Inden for let rækkevidde af chaufføren er der et supplerende 9 tommer sidedisplay til rådighed. Det leverer infotainment, navigation, transportoplysninger og kameraovervågning. Funktionerne kan styres via knapper på rattet, via stemmestyring eller via touchscreen og displayets kontrolpanel.

Forbedrede sikkerhedssystemer

Sikkerheden er forbedret yderligere med funktioner såsom adaptivt fjernlys i Volvo FH og Volvo FH16. Systemet forbedrer sikkerheden for alle trafikanter ved automatisk at deaktivere valgte segmenter af LED-fjernlyset, når lastbilen nærmer sig modkørende trafik eller et andet køretøj bagfra.

Kørslen lettes også med en forbedret Adaptiv Cruise Control (ACC) til hastigheder helt ned til 0 km/t og cruise control til kørsel ned ad bakke, der automatisk aktiverer hjulbremserne, når der er behov for ekstra bremsekraft for at opretholde en konstant hastighed ned ad bakke.

Det elektroniske bremsesystem (EBS), som er en forudsætning for sikkerhedsfunktioner såsom kollisionsadvarsel med nødbremse og elektronisk stabilitetskontrol leveres nu som standard på den nye lastbil. Volvo Dynamisk Styring med sikkerhedssystemerne sporassistent og stabilitetsassistent er desuden tilgængelige som ekstraudstyr.

Et system til genkendelse af vejskilte registrerer vejtrafikskilte, f.eks. begrænsninger for overhaling, vejtype og hastighedsbegrænsninger, og viser dem i instrumentdisplayet.

Udsynet kan forbedres yderligere ved at tilføje et kamera i passagersiden, der giver et supplerende udsyn til siden af lastbilen i sidedisplayet.

Effektive motorer

Både miljø og økonomi er vigtige faktorer for transportvirksomheder. Da der ikke vil være en enkelt energikilde, der kan løse alle klimaproblemer, og da forskellige transportsegmenter og -opgaver vil kræve en række forskellige løsninger, vil der fortsat i den nærmeste fremtid komme til at eksistere flere typer drivliner parallelt.

På mange markeder, herunder Danmark, fås Volvo FH og Volvo FM med den Euro 6-kompatible gasdrevne LNG-motor, der tilbyder brændstofeffektivitet og ydeevne på niveau med Volvos tilsvarende diesellastbiler, men med en langt lavere klimapåvirkning. Gasmotoren kan køre på enten biogas eller naturgas.

Den nye Volvo FH kan også skræddersys med en ny effektiv Euro 6-dieselmotor, der er inkluderet i I-Save-pakken, der giver mulighed for betydelige reduktioner af brændstofforbrug og CO2-emissioner. Til fjerntransport kombineres den nye Volvo FH med I-Save med den nye D13TC-motor med en samlet pakke af funktioner, der kan give brændstofbesparelser på op til 7 %.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095