Vil gerne grøn omstilling, men kan ikke
Mere end 40 procent af CO2-udledningen på transportområdet kommer fra den tunge transport, men ifølge en ny undersøgelse er det meget få virksomheder, der har en plan for reduktion af CO2, når det kommer til transport. Dog tilkendegiver 8 ud af 10, at deres virksomhed har fokus på at forbedre deres CO2-neutralitet og gerne vil den grønne omstilling.
Virksomhederne holder dog igen med at beslutte, hvilken vej de skal gå, da der fra politisk side ikke er taget stilling til, hvad man ønsker at satse på.
Det viser en analyse, som Circle K har fået udarbejdet. Analysen viser, at transportbranchen er klar til at gøre noget.
Stærkt ønske
- Vi kan se, at der i de danske virksomheder er et stærkt ønske om at reducere udledningerne, og at folk rent faktisk har en ret god idé om, hvilke alternativer der er, men at der simpelthen er for stor usikkerhed til, at de tør satse på det ene frem for det andet, siger transportenergidirektør hos Circle K Danmark, Peter Rasmussen.
Ifølge Peter Rasmussen har der været et stort fokus på privatbilismen de seneste år, men den tunge transport er en næsten lige så stor klimasynder som privatbilismen. Det er blandt andet derfor, Circle K Danmark kipper med flaget i forlængelse af resultaterne af denne analyse, ligesom de også er klar til at gøre deres del for at fordre en grøn omstilling.
Brændstof-eksperter
I den forbindelse har Circle K Danmark fået uddannet en række MBE-rådgivere - Morgendagens Brændstof-Eksperter (MBE). Deres rolle bliver at rådgive virksomheder omkring grøn omstilling i deres eget tempo, og hvor det giver mening.
Første del af denne proces er en række gratis "webinars," der vil give indspark til, hvordan virksomheder bliver i stand til at optimere deres brændstofforbrug, så de kan komme i gang med deres grønne omstillingsproces, der også støtter op om deres forretning.