Broafgift giver dyrere renovation
Renovation i Frederikssund Kommune kan blive cirka 250.000 kroner dyrere om året, fordi skraldebiler nu er henvist til den nye betalingsbro, Kronprinsesse Marys Bro, over Roskilde Fjord. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
Skraldebiler fra de to renovationsfirmaer, der henter affald for Frederikssund Kommune, må nemlig ikke længere køre over fjorden via den gamle og gratis Kronprins Frederiks Bro.
Nordsjællands Politi har trukket sin dispensation til at lade renovationsbiler benytte den gratis bro, fordi dispensationen blev givet ved en fejl og derfor er ugyldig, skriver Frederiksborg Amts Avis.
Det er kun køretøjer, der tydeligt kan identificeres som tilhørende Frederikssund Kommunes vejvæsen eller kan dokumentere at udføre arbejde for Frederikssund Kommunes vejvæsen, som ikke er omfattet af lastbilforbuddet for køretøjer over 3,5 tons på den gamle bro.
Hvad siger loven?
Ifølge loven om den nye fjordforbindelse ved Frederikssund gælder det, at alle lastbiler eller lastvognstog med totalvægt på 3,5 ton eller derover ikke må passere Kronprins Frederiks Bro.
Undtaget fra forbuddet er lastbiler og lastvognstog, der varetager og udfører vejbestyrelsesopgaver i relation til det omkringliggende vejnet for Frederikssund Kommune. Dette vil også omfatte lastbiler og lastvognstog fra private entreprenører, der udfører vejbestyrelsesopgaver for kommunen.
Det er en forudsætning for undtagelse af de nævnte lastbiler og lastvognstog fra passageforbuddet, at de tydeligt kan identificeres som tilhørende Frederikssund Kommunes vejvæsen eller kan dokumentere at udføre arbejde for Frederikssund Kommunes vejvæsen.