DSV frasælger ejendomme i milliardhandel
Årets hidtil største handel med logistikejendomme er en realitet, efter at transportkoncernen DSV Panalpina har solgt sit hovedsæde samt 150.000 kvm logistikareal i Hedehusene ved Roskilde, skriver Ejendomswatch.
Hovedsædet har netop undergået en udvidelse på 10.000 kvm, mens logistikejendommen ifølge DSV’s planer skal huse koncernens største logistikkompleks i verden på 250.000 kvm i 2024.
Den samlede investering i at udvide hovedsædet og logistikområdet har DSV tidligere anslået til 1 mia. kr.
- Største enkeltinvestering i Danmark
Det er kapitalforvalteren Savills Investment Management, som på vegne af den koreanske ejendomsinvestor Vestas Investment Management har overtaget de to ejendomme.
- Det en den største enkeltinvestering, vi har foretaget i Danmark indtil nu. I Skandinavien har vi investeret i samme størrelsesorden tidligere, og det samme gælder i det øvrige Europa, siger Peter Broström, nordisk chef i Savills Investment Management, til Ejendomswatch.
Han afviser at røbe den samlede salgspris, men bekræfter, at den overstiger 150 mio. euro (ca. 1,1 mia. kr.).
DSV oplyser til Transportmagasinet, at salget er helt i tråd med den måde, DSV plejer at drive forretning på, fordi man kører med en 'lease buyback'-strategi. En sådan 'lease buyback'-aftale indebærer typisk, at bygningerne godt nok bliver solgt, men at sælgeren med det samme indgår en aftale om at leje sig ind i de selv samme bygninger.
Kilde: Ejendomswatch