23948sdkhjf

Vognmand har brugt mere og tjent mindre: - Ikke den bedste cocktail

Et hårdt marked med stor konkurrence har sat sine spor i det seneste årsregnskab fra Kai Andersens Eftf.

Den fynske vognmand har i 2019 reduceret sit resultat før skat til 1,9 mio. kr., mod 4,5 mio. kr. året før. Samtidig er egenkapitalen faldet fra 22 mio. kr. i 2018 til 20 mio. kr. i 2019. Men selvom regnskabet er gået i plus, betegnes årets resultat som ”ikke tilfredsstillende” i ledelsesberetningen.

Administrerende direktør Martin Hummel peger på flere årsager til udviklingen.

- Vi har haft en stor omsætningsnedgang, og det skyldes, at nogle af vores faste kunder har haft færre ordrer i bøgerne. Og der forplanter sig selvfølgelig til os, siger han til Transportmagasinet, og fortsætter:

- Derudover har vi haft nogle udfordringer med skader på materiel, som har betydet, at vi skal betale mere i forsikring.

Fokus på effektivisering
For at forbedre de kommende regnskaber bliver der nu fokuseret endnu mere på virksomhedens udgifter.

- Vi skal ud og hente noget omsætning, og så skal vi være mere effektive i driften. Der er jo ikke så mange knapper at skrue på, så det er egentlig meget simpelt: Vi skal have mere indtjening pr. lønkrone, siger Martin Hummel.

Den hårde konkurrence på transportmarkedet gør det fortsat svært at drive vognmandsforretning i Danmark.

- Vi bestemmer ikke prisniveauet på transportmarkedet selv, i stedet må vi agere i det marked, der er. Og hvis ikke vi som minimum er konkurrencedygtig på omkostninger, så bliver det alt for dyrt for os at drive forretning, siger direktøren, og fortsætter:

- Transportbranchen har haft meget at lave i de sidste mange år, men alligevel er priserne kun gået nedad, og det er jo lidt atypisk, hvis man ellers kigger på udbud og efterspørgsel. Men det er tilfældet, og nu er priserne utroligt lave, så de presser indtjeningen hos os alle sammen.

Ny overenskomst er en ubekendt
Martin Hummel peger på den nye overenskomst, der netop nu er på vej, som endnu et potentielt benspænd for at hæve bundlinjen det kommende regnskabsår.

- Set med arbejdsgiverbriller, så lader det til, at den nye overenskomst bliver noget dyrere. Det hænger jo nok sammen med, at der er så stor rift om chaufførerne. Men de lave priser i markedet taget i betragtning, så er introduktionen af en dyrere overenskomst ikke den bedste cocktail, siger Martin Hummel.

Ledelsen i Kai Andersens Eftf. forventer ifølge ledelsesberetningen et positivt og forbedret resultat i 2020 i omegnen af 2-4 mio. kr. før skat.

Kai Andersens Eftf. A/S
mio. kr. 2019 2018
Bruttofortjeneste 43,3 47,0
Resultat af primær drift 12,9 14,9
Resultat før skat 1,9 4,5
Årets resultat 1,4 3,6
Balancesum 80,7 74,5
Egenkapital 20,1 22,1
Antal ansatte 69 72
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2019.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093