Overrasket vognmand: Vi kan ikke mærke krisen
Det er ikke alle vognmænd, der er ramt af corona-krisen. I Nyborg har vognmandsfirmaet Erik Jørgensens Eftf. A/S rigeligt at lave.
- Det går gevaldig godt, siger firmaets indehaver, Bjarne Riis, til Transportmagasinet.
- Vi kører på fuld knald. Der er ikke et område, der går bedre end andre. Genbrug er måske gået lidt ned; men ellers kører det hele stort set, som det plejer at gøre.
Erik Jørgensens Eftf. er en blandet vognmandsforretning med en hel del krankørsel; men også renovation, jordkørsel og entreprenørkørsel er der masser af for tiden.
Transportmagasinet: Overrasker det dig ikke?
- Jo, det overrasker mig meget. Vi mærker ikke nedgang som følge af corona-krisen; men det kan jo komme lige rundt om hjørnet. Det ved vi jo. Det kan ske næste uge, men det håber vi ikke, siger Bjarne Riis.
Nye biler på vej
Vognmandsfirmaet råder over cirka 30 biler og har netop fået leveret en ny krogbil, en Volvo FMX 8x2, og man har også sendt en ny bil til opbyggeren.
- Vi hår leveret en rigtig stor kranbil i næste uge, en 215 ton/meter. Det bliver en af de største lastbilmonterede kraner, som vi kommer til at råde over, siger vognmanden.
Bilerne er bestilt længe før corona-krisen, og hvis aktivitetsniveauet fortsætter, får de nye biler rigeligt at lave.
Tilfreds med 2019
Vognmanden er også godt tilfredse med firmaets aktiviteter sidste år.
Erik Jørgensens Eftf. A/S kom ud med et driftsresultat på 1,2 millioner kroner for regnskabsåret 2018-2019. Det er dobbelt så stort som det foregående regnskabsår. Årets resultat (efter skat) lød på 481.000 kroner. Det er også doblet op i forhold til året før.
- Jo, det er vi tilfredse med, siger Bjarne Riis, som kalder sig anden generation i vognmandsfirmaet.
- Jeg har været med i firmaet 52 år og fik muligheden for at overtage det for 20 år siden. Nu er mine sønner kommet med, og vi er i gang med et generationsskifte.
t. kr. | 2018/19 | 2017/18 |
---|---|---|
Bruttofortjeneste | 18.282 | 19.101 |
Resultat af primær drift | 1.238 | 604 |
Resultat før skat | 661 | 333 |
Årets resultat | 482 | 237 |
Balancesum | 25.385 | 21.696 |
Egenkapital | 3.925 | 3.444 |
Antal ansatte | 30 | 35 |
Regnskabsåret blev afsluttet 30. september 2019. |