Stigende efterspørgsel hele vejen giver kloakfirma rekordresultat
FKSSlamson fra Odense kan se tilbage på et 2019, hvor alt gik op i en højere enhed.
Kloakfirmaet offentliggør omsætningstal, men bruttofortjenesten voksede med knap 14 pct. til 147 millioner kr. i sidste år. Indtjeningen landede i 2019 på 15,2 mio. kr. mod 9,0 millioner kr. året før.
Administrerende direktør Michael Nielsen er yderst tilfreds med resultatet:
– Ud over vi laver en del mere spul og TV-inspektion direkte for forsyningsselskaberne, så har vi også fået yderligere gang i samarbejder på entreprenørsiden, hvor vi også udfører både spul og tv-inspektion i forbindelse med deres projekter. En tendens der slår rigtig stærkt igennem på Sjælland i øjeblikket.
Miljø og klimas stadig højere placering på agendaen afføder et tilsvarende stigende fokus på kloakområdet hos forsyningsselskaber, kommuner, boligforeninger og virksomheder, og det er ifølge direktøren med til at øge væksten.
Kloakseparering er et område, som fylder meget i markedet, et felt hvor FKSSlamson udfører en del TV-inspektioner.
– Det er forsyningsselskaberne, der fylder mest inden for TV-inspektion, men også boligselskaber og kommuner investerer i øjeblikket i drift- og vedligeholdelsesplaner, som vi hjælper dem med, forklarer Michael Nielsen.
Færre opkøb betyder mindre vækstforventning
FKSSlamson har specialiseret sig inden for fire forretningsområder – det er spuling af kloakker, TV-inspektion, tømning af tanke samt no-dig reparation af kloakker.
I 2019 foretaget firmaet strategiske opkøb af tre kloakvirksomheder, som nu alle er fusioneret 100 pct ind i firmaet, hvilket bidrager til både vækst og indtjening.
– I 2020 kommer vi ikke til at foretage så mange opkøb som i 2019 og derfor kommer vi måske ikke til at vækste helt så meget. Men vi må også bare konstatere, at der er stigende efterspørgsel efter vores services hele vejen rundt, og det er det jeg hæfter mig mest ved, konstaterer Michael Nielsen.
Gennem de senere år har FKSSlamson investeret massivt i uddannelse og certificering af medarbejdere for at kunne håndtere stadig mere komplekse opgaver.
– Og fordi vi investerer mange penge i at være teknologisk førende, og det er også med til at vi kan fastholde og tiltrække de dygtigste medarbejdere. Derfor har vi også en lav udskiftning af medarbejdere, og det er også en væsentlig årsag til, at indtjeningen er steget hele vejen rundt i alle enheder, forklarer direktøren.
mio. kr. | 2019 | 2018 |
---|---|---|
Bruttofortjeneste | 147,0 | 129,1 |
Resultat af ordinær primær drift | 15,6 | 9,4 |
Resultat før skat | 15,2 | 9,0 |
Årets resultat | 11,7 | 6,9 |
Balancesum | 209,6 | 220,9 |
Egenkapital | 41,7 | 56,2 |
Antal ansatte | 163 | 148 |
Regnskabsåret blev afsluttet 31.12.2019. |