Lastbilsalget falder fortsat
Efterspørgslen på nye lastbiler har generelt været lavere de seneste måneder i forhold til de samme måneder året forinden. Marts måned er ingen undtagelse. I marts 2020 er der indregistreret 361 nye lastbiler – 11,5 procent færre end sidste år, hvor 408 lastbiler fik påmonteret plader i marts.
For hele 1. kvartal oplevede lastbilerne en salgsnedgang på 13,7 procent sammenlignet med 1. kvartal af 2019. I de tre første måneder af 2020 blev der indregistreret 1.123 nye lastbiler, mod 1.302 i samme periode sidste år.
Lastbilsalget i 1. kvartal har generelt været højt den seneste årrække, så uagtet det mindre fald vi ser nu, er efterspørgslen på et tilfredsstillende niveau.
- Der er ofte en lang leveringstid på en lastbil, og derfor ser vi endnu ikke et betydeligt fald. Kunderne modtager de lastbiler som de har bestilt, men som et resultat af lavere aktivitet og blandt andet forlængede kontrakter, ser vi et fald i nye kontrakter, hvilket vil betyde lavere salgstal om nogle måneder, forklarer Gunni Mikkelsen, direktør for De Danske Bilimportører.
Trods nedgangen i lastbilsalget i 1. kvartal 2020, synes der ikke at være sket de store forskubbelser mellem lastbilsegmenterne i forhold til sidste år. 9 ud af 10 nye lastbiler har fortsat en tilladt totalvægt på mindre end 16 ton, mens 2 ud 3 af de nyregistrerede lastbiler stadig kan bryste sig af en tilladt totalvægt på mere end 24 ton.
Forsidefoto: Colourbox