Opbygningerne bliver dyrere - og forsinkede
Uanset corona-situationen vil Folketinget vedtage lovforslaget om det nye danske system for bilsyn og typegodkendelser. Det skal tilpasses EU’s forordninger. Det kan betyde dyrere og forsinkede opbygninger, advarer branchen
Der er tale om den beryggtede EU-forordning med betegnelsen 2028/858 om konstruktivt ændrede motorkøretøjer og påhængsvogne,
Lovforslaget skal godkendes, inden Folketinget går på sommerferie, og i løbet af de kommende uger vil Folketinget førstebehandlet lovforslaget.
Benny Engelbrecht vil dog udskyde de dele af loven, der handler om den hjemlige godkendelsesproces af konstruktivt ændrede motorkøretøjer og påhængsvogne. De vil først træde i kraft i slutningen af 2021.
- Det skal give branchen længere tid til at omstille sig til den ny ordning, fremhæver Benny Engelbrecht.
Hidtil har det kun været nye biler, som var omfattet af EU-forordningerne om typegodkendelse og syn; men nu kommer godkendelse af ombygninger og konstruktive ændringer med.
Danmark er 13 år bagud
- Det nuværende regelgrundlag opleves som tungt og kompliceret, og det er ikke i tilstrækkelig grad opdateret i dansk ret i forhold til udviklingen af EU’s rammebestemmelser, forklarer transportministeren.
- Desuden er der områder, hvor der ikke kan foretages godkendelser, fordi der ikke er en paragraf om det.
Benny Engelbrechts lovforslag bestræber sig på at skabe en mere enkel og sammenhængende ramme, der tager udgangspunkt i EU’s forordninger. Meningen er, at bureaukratiet skal mindskes, og embedsmændene skal skele til udviklingen i nabolandene.
Lovforslaget varsler også ændringer for synsvirksomhederne. Nogle enten mister opgaver, andre vil få flere arbejde., Det afhænger af, om man udpeges til at være en Teknisk Tjeneste.
Ny type virksomhed
Det kontroversielle punkt i lovforslaget vedrører netop de tekniske tjenester. Færdselsstyrelsen skal stadig godkende køretøjet, men det egentlige arbejde med beregninger og prøvning overlades til et tredjepartsorgan, der indtil videre har fået navnet Teknisk Tjeneste.
Kravet til en teknisk tjenestes uafhængighed er strengere end til se krav, der findes for bilsynsvirksomheder og de eksisterende nationale prøvningsinstanser.
Definitionen lyder: "En teknisk tjeneste er en virksomhed, der er udpeget til at fungere som prøvningslaboratorium, der skal udføre prøvninger af køretøjer m.v., eller som overensstemmelsesvurderingsorgan, der skal udføre den indledende vurdering og andre prøvninger eller inspektioner på køretøjsområdet."
"Den tekniske tjeneste skal være uafhængig og besidde de nødvendige tekniske kompetencer, ligesom den tekniske tjeneste ikke må påvirkes på nogen måde, som kan have indflydelse på dømmekraften eller resultaterne af vurderingsaktiviteterne," hedder det.
Synsfirmaer mister opgaver
Synsvirksomhederne står til at miste op mod 12 procent af deres kontroller til tekniske tjenester, tredjepartsorganer eller Færdselsstyrelsen.
Eksempelvis kan registreringssyn af hvert enkelt opbyggede køretøj erstattes af en samlet godkendelse, hvis der - som lovforslaget nævner - er tale om 10 identiske køretøjer/opbygninger.
Transportministeriet vurderer, at synsvirksomhederne på sigt kommer til at miste op mod 169.000 kontroller og godkendelser ud af de nuværende i alt cirka 1.420.000 årlige kontroller.
De ophørte kontroller gælder for eksempel montering af en tilkoblingsanordning, som er godkendt af køretøjsfabrikanten. Her vil køretøjsfabrikanten stå inde for, at det pågældende anhængertræk kan monteres på køretøjet.
Mellem 15.000 og 20.000 køretøjer skal i fremtiden vurderes ved en teknisk tjeneste eller tredjepartsorgan og godkendes af Færdselsstyrelsen, skønner Transportministeriet.
De traditionelle synsvirksomheder afkobles helt den 1. januar 2022 ved udløbet af overgangsperioden. Indtil da gælder de nuværende godkendelsesregler på det nationale område.
Europæisk konkurrence
Det åbner for en ny forretningsmulighed for nogle synsvirksomheder, som lytter til transportministerens opfordring om at søge om at blive udpeget som teknisk tjeneste eller tredjepartsorgan.
- Derved kan de fortsat varetage opgaver i forbindelse med kontrol af køretøjer forud for godkendelse. Det vil i givet fald være en opgave, som synsvirksomheden løfter ved siden af sine aktiviteter som synsvirksomhed, lyder opfordringen fra Benny Engelbrecht.
Godkendelse af en virksomhed som teknisk tjeneste gælder ikke bare hertillands, men i hele EU. Det samme gælder i de øvrige 26 EU-lande, så man kan forvente en skærpet konkurrence på dette felt om prøvninger af køretøjer.
Prøvningsinstanser nedlægges
Tredjepartsorganer er i denne sammenhæng et billigere alternativ til almindelige tekniske tjenester. Der stilles lempeligere krav til tredjepartsorganer, som er tiltænkt kontrol af ibrugtagne køretøjer, som er enten ombygget eller importeret fra et tredjeland.
"Hensigten er på sigt at nedlægge prøvningsinstanserne, som de kendes i dag. Der er imidlertid ikke noget til hinder for, at prøvningsinstanser kan fortsætte deres virke som tredjepartsorgan eller teknisk tjeneste, hvis de relevante krav herfor er opfyldt," oplyser Transportministeriet i gennemgangen af høringssvar.