Opråb til minister: Hovedvej bør udvides nu
Komitéen for udvidelse af Rute 26 og Rute 34 har et forslag til, hvordan man fra regeringens side kan gavne det lokale erhvervsliv både på kort og langt sigt. I et brev til transportminister Benny Engelbrecht (S) opfordres regeringen til at fremrykke udbygningen af Rute 26 og Rute 34 fra Hanstholm til Herning:
”En fremrykning af de statslige investeringer i den tiltrængte udbygning af Rute 26 og Rute 34 fra Hanstholm til Herning vil få dobbelt effekt: Dels vil anlægsarbejderne gavne beskæftigelsen og sætte gang i hjulene oven på corona-krisen. Og dels vil områdets erhvervsliv inden for en overskuelig tidsramme få en tidssvarende infrastruktur, som er en helt afgørende forudsætning for fortsat vækst”, hedder det i brevet fra komitéen, som er dannet i et samarbejde mellem Thisted, Morsø, Skive og Herning kommuner.
Komitéen begrunder yderligere sit forslag med argumentet om, at det vil være oplagt at tage fat på de – i denne sammenhæng – mindre og veldefinerede infrastruktur-projekter, der ikke forudses at kræve langvarige politiske forhandlinger.
”Vi appellerer derfor til, at staten fremmer den længe ønskede udbygning af Rute 26 og Rute 34 fra Hanstholm til Herning. En strækning, der udgør en veritabel livsnerve for landsdelens virksomheder og for en befolkning, der ikke i nær samme grad som borgere andre egne af landet kan benytte kollektiv trafik til og fra arbejde. Vi er dybt afhængige af vejtransport, både når varerne fra områdets mange succesrige produktionsvirksomheder skal ud på det danske og de internationale markeder, og når virksomhedernes ansatte skal pendle til og fra arbejde”, hedder det i henvendelsen til transportministeren.
Endelig påpeger komitéen den fælles forpligtelse til at få sat gang i økonomien: ”Regeringen har fjernet anlægsloftet for kommuner og regioner, og kommunerne samler nu alle økonomiske kræfter om at give det lokale erhvervsliv en hjælpende hånd, så samfundet økonomisk kan rettes op, når den aktuelle krise klinger af. Vi beder om, at staten foretager et tilsvarende træk og fremmer de statslige investeringer i infrastruktur for at gavne beskæftigelsen på kort sigt og væksten her i området på længere sigt.”