23948sdkhjf

Fanø Kommune rykker først ud, når affaldscontaineren er fyldt

Tidligere har det været næsten umuligt at planlægge effektiv tømning

Hen over sæsonen svinger befolkningstallet i Fanø Kommune mellem 3.000 og 50.000, hvilket gør det svært at undgå halvtomme eller overfyldte affaldscontainere, hvis man har faste intervaller for tømningen.

I løbet af sommeren 2019 har Fanø Kommune derfor installeret intelligente sensorer til at måle, hvor fyldte containerne er.

Senioringeniør Mads Sørensen i teknikforvaltningen fortæller  at det har været stort set umuligt at planlægge en effektiv tømning af de i alt 82 containere, der er fordelt på de 14 miljøstationer rundt omkring på Fanø, på forhånd

I områderne med fastboende fyldes containerne typisk inden for en halv til en hel måned. I sommerhusområderne veksler det fra 1-2 dage til adskillige uger.

- Vi kan simpelthen ikke planlægge vores tømninger, fordi et par dage med solskin kan ændre billedet fuldstændigt. Så hidtil er tømningerne foregået efter ”gefühl”, og sådan plejer vi at gøre, siger Mads Sørensen.

- Der er simpelthen brug for ordentlige data og for dokumentation, så vi kan få det bedst mulige beslutningsgrundlag for, hvornår containerne skal tømmes, og hvordan vi sikrer den mest effektive rute. Tømning med faste intervaller giver ingen mening og medfører alt for meget spildkørsel, tilføjer han.

Sensorer skaber overblik
I sommer valgte Fanø Kommune at installere BrainyBins-sensorer og PickUp-software til alle øens 82 containere – begge dele er leveret af Sønderborg-firmaet Maacks, som har specialiseret sig i administration af genbrugsstationer.

Følerne er installeret i toppen af containerne, hvor de måler fyldningsgraden og via skyen giver disse data videre til kommunen. Signalerne sendes op til 60 gange i døgnet via det landsdækkende SigFox-netværk. Det sikrer et minimalt batteriforbrug, lave omkostninger og en god dækning.

- På min computerskærm har jeg nu det fulde overblik over alle containerne, og ud for hver enkelt er fyldningsgraden markeret med grønt, gult eller rødt. Ud fra de informationer markerer jeg containerne, der skal tømmes, og laver en ruteplan, som jeg så sender til vognmanden, der modtager den i en app. Den samme app bruger han til at melde, når containerne er tømte. Som ekstra støtte kan jeg se fyldningshistorikken for hver enkelt container og dermed vurdere, hvor meget det haster med at tømme den, fortæller Mads Sørensen.

Sparer tid
Målet er, at tømningerne reduceres med op til 25 procent.

- Vognmanden er måske lidt bekymret, fordi han frygter at skulle tømme færre containere, men det behøver han ikke være, siger Mads Sørensen.

Han slipper for at bruge tid på at tjekke containere, der viser sig kun at være halvfulde, og som det ikke giver mening at tømme og fakturere for. Og så reduceres hans administrative arbejde, fordi han får faktureringsgrundlaget direkte via appen.

- Når vognmanden er koblet på, får han bestillingerne på tømningerne direkte fra systemet. Indtil videre holder vi selv hånd i hanke med ruteplanlægningen, siger Mads Sørensen.

- Det er nemt og overskueligt med softwaren fra Maacks, som er en integreret del af løsningen med BrainyBins-sensorerne. Med fare for, at det kommer til at lyde for reklameagtigt, så har det en rigtig god brugerflade, siger Mads Sørensen.

Mads Sørensen oplever også andre fordele. Ved klager fra borgerne over manglende tømninger kan kommunen nu for eksempel nemmere dokumentere, om der er tømt eller ej.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.067