23948sdkhjf

Jubilæums-V8’er til Give

Vognmand Jørn Riis Hansen har de seneste år sværget til 730 hk, men denne gang gik han ned til 650 hk

Inden corona-krisen for alvor brød ud havde Scania Horsens fornøjelsen af at levere en flot Scania V8 Limited Edition til vognmand Jørn Riis Hansen. Vognmandens jubilæumsmodel er nummer seks af i alt 50 biler til det danske marked.

Jørn Riis Hansen har været vognmand siden 1991, og der har lige siden stået Scania på fronten af samtlige af vognmandens lastbiler. Det bliver der formentlig ved med i mange år fremover, for vognmanden har netop fået leveret endnu en Scania - hans sjette nye Scania og ikke mindst den sjette af i alt 50 danske V8 Limited Edition-biler.

Vognmanden har de sidste år sværget til Scanias V8 med 730 hk, men efter dialog med Jesper Christensen, salgskonsulent hos Scania i Horsens, faldt valget denne gang på en V8 med lidt færre hestekræfter.

Bedre for forretningen

- Jesper rådede mig til at prøve Scanias 16-liters V8-motor med 650 hk, fordi den har en nyere teknologi, der gør, at motoren kører på ren SCR og har fuldt moment fra første gear.

- De lidt færre hestekræfter har også vist sig at være bedre for min forretning, for med skiftet fra 730 hk til 650 hk sparer jeg cirka 40 liter dieselolie om dagen - og jeg har stadig den samme topfart på stigninger jeg kører på til dagligt, fortæller Jørn.

Skal køre for BioMar

Den 3-akslede trækker, der består af S-seriens store sovekabineførerhus, er lakeret i BioMars blå metallak med sort frontgrill.

Vognmanden skal nemlig køre for BioMar, der er førende i verden inden for fiskefoder.

Bilen er opbygget hos MH Auto, mens Scania i Vojens har monteret V8-jubilæumspakken, der blandt andet består af en specialdesignet V8-galge med vandmærker af tidligere udgaver af V8-lastbiler, V8 stribesæt i guld og et specialproduceret V8-logo med vandmærker af tidligere udgaver af V8-lastbiler på begge sider af førerhuset.

Bilen har også fået en matchende tipsættevogn fra MTDK A/S i samme blå farve og med guld stafferinger.

Masser af komfort

Indvendigt er der ikke sparret på komforten, og her er bilen bl.a. udstyret med Premium førersæde med ventilation, 800-1.000 mm udtræksbar underkøje, stort infotainmentsystem med 7" skærm, bord i instrumentpanelet i passagersiden, mikrobølgeovn, køleskab, kaffemaskine og stort klimaanlæg. Bilen har også alt i Scanias sikkerhedsudstyr.

Det er Nordjysk Autolakering, der har lakeret bilen, og FL Buur, der har stået for den behagelig indretning af førerhuset, hvor stylingen bl.a. byder på V8-jubilæumsrat med guldlister, interiør finish med guldlister i førerhuset, V8-jubilæumslogo broderet på sæder, dørbeklædning og motorkassen samt guldsyninger på sæderne.

Jørn Riis Hansen har tilvalgt en Scania Reparations- og Vedligeholdelsesaftale baseret på Scanias skræddersyet service-koncept. Aftalen kører de næste 6 år. Med en skræddersyet service-aftale får virksomheden udført serviceeftersyn på den nye lastbil efter behov og ikke efter et fast antal kilometer.

50 Scania V8 Limited Edition

I alt udbydes der 50 Limited Edition V8’ere til det danske marked i forbindelse med V8’erens 50 års jubilæum i 2019.

Limited Edition nummer 1, 2 og 3 er designet af Scania Danmark. De resterende 47 biler vil blive designet af de interesserede købere, så de får mulighed for at skræddersy deres helt egen V8 Limited Edition.



Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078