Lastbilkoncern vil redde ældre dieselkøretøjer med nye partikelfiltre
Netop i disse dage er politikerne på Christiansborg ved at lægge sidste hånd på nye regler for kørsel i miljøzonerne.
Ifølge regeringens forslag vil det allerede fra den 1. juli betyde køreforbud i miljøzonerne for last- og varebiler indregistreret før 1. oktober 2009, medmindre de har et godkendt partikelfilter.
Vognmænd er i tvivl
Det har fået lastbilkoncernen H.E. Jørgensen/HEJ Gruppen til at indrette et partikel-filtercenter i Dalby på Midtsjælland, hvor virksomheden har hovedkontor.
- I løbet af de næste to måneder skal et stort antal vognmænd beslutte sig for at skrotte deres ældre last- og varebiler eller eftermontere et godkendt partikelfilter på dem, fortæller Henrik E. Jørgensen.
- Vi har oplevet et stigende antal henvendelser fra vognmænd, som er i tvivl om, hvad der er den bedste løsning.
- Eftermontering af et godkendt partikelfilter kan især være en god løsning på køretøjer med dyre og komplicerede opbygninger som kraner, slamsugere og andre specialkøretøjer. De kører ikke så mange kilometer om året og kan typisk bruges i mange år. Derfor vil det være en god idé, at sætte partikelfilter på dem.
Partikelfilter-center i Dalby
HEJ Gruppen forhandler de tyske HJS-filtre og har valgt at koncentrere partikelfilter-aktiviteterne på anlægget i Dalby.
- Det er her, vi har ekspertisen til valg af det helt rigtige partikelfilter i forhold til lastbilmærke, motorstørrelse og effekt. Det er her, vores mekanikere har erfaringen med at tilpasse og montere filtrene i forhold til opbygningen og driftsforholdene. Der er også her, vi har vores lager af HJS-filtre.
- Vi lægger vægt på at kunne levere en hele pakken, lige fra rådgivning omkring valg og montering af partikelfilter til papirarbejdet og dokumentationen. Vi tilbyder at klare det hele, og vi vil typisk kunne klare hele processen på én dag, fastslår John Hostrup.
- Filtrene er af såkaldt sintermetal-type, der i modsætning til keramiske filtre er mere kompakte og stort set vedligeholdelsesfrie. De kan dække behovet på alle typer last- og varebilsmotorer helt op til 700 hk.
Væk med mærkatet
En anden konsekvens af regeringens lovforslag er, at det grønne miljøzone-mærkat i forruden af lastbilerne forsvinder.
Fremover skal køretøjet være registreret i Miljøstyrelsens database over godkendte køretøjer. Kontrollen af køretøjernes godkendelse til kørsel i miljøzonerne vil fremover blive udført ved hjælp af nummerplade-scannere, som automatisk scanner alle køretøjer, når de kører ind i en miljøzone.