Leman mærket af lavere indtjening: Nu sætter de fart på væksten
Lemans opnåede i 2019 en omsætning på DKK 2,27 mia. mod DKK 2,44 mia. i 2018, og årets resultat før skat blev DKK 23 mio. mod DKK 32 mio. året før. Det fremgår af virksomhedens årsrapport.
Bag resultatet ligger blandt andet en ændret regnskabspraksis i USA, planlagt konsolidering af logistiklagre i Norden samt optimering af det operationelle setup i Storbritannien. Samtidig afspejler resultatet den påbegyndte afskrivning på et nyt, globalt flådestyringssystem, som forventes fuldt implementeret i 2020.
- 2019-resultatet lever ikke helt op til vores forventninger, selvom det afspejler markedssituationen. Vi må erkende, at lave marginer er blevet et branchevilkår, og at vi navigerer i et yderst konkurrencepræget marked med beskeden vækst, udtaler CEO for Leman Group, Thomas Krøyer.
Et stærkt fundament
- Vores tidligere strategi er kommet stærkt i mål, og vi har nu skabt et stærkt fundament for Leman. Vi har optimeret organisationen og ledelsesstrukturen, og vi er derfor klar til næste kapitel i vores strategiske vækstrejse, fortæller Thomas Krøyer og tilføjer:
- Vi er agile, vi har dygtige og fleksible medarbejdere, og vi kan hurtigt tilpasse vores forretning til forandringer.
Leman har derfor lanceret en ny strategi, som allerede i første kvartal 2020 har resulteret i nye forretningseventyr, herunder et nyt kontor i Grønland samt etablering af en luftbro fra Kina til Norden. De to tiltag var ikke var på tegnebrættet i 2019, men er nu blevet realiseret takket være stor grad af innovation og omstillingsparathed blandt medarbejderne.
Ny strategi skal bane vej for grøn vækst
- Grundet COVID-19 kigger vi ind i et udfordret marked, der på verdensplan vil blive præget af recession. Jeg forventer, at den globale efterspørgsel vil normalisere sig i slutningen af året og i løbet af 2021. COVID-19 får derfor ikke indvirkning på vores stærke, finansielle position eller vores strategiske retning, fortæller Thomas Krøyer og fortsætter:
- Vi vil indfri målene i vores nye forretningsstrategi, hvor fokus er at skabe langsigtet vækst gennem blandt andet kvalitet og produktudbud. Vi vil fortsat optimere processer og investere bredt i organisationen og dermed sikre, at vi forbliver konkurrencedygtige.