23948sdkhjf

Nordjysk speditør satser stort på nichetransport

Det handler om at finde styrke og kvalitet i nichetransport frem for blot at jagte den billigste pris. Sådan lyder budskabet fra Jesper Bundgaard Madsen, der er direktør Vendelbo Spedition.

For selv om Hjørring-virksomheden gik fra 2,2 til 2,8 mio. kr. i overskud sidste år, kunne indtjeningen godt have været bedre, hvis man ikke havde sendt pengene på arbejde.

- Hvis ikke vi havde investeret så kraftigt, havde resultatet for 2019 set endnu bedre ud. Men vi har valgt en investeringsstrategi, hvor der er brugt rigtig mange penge, som i de kommende år rigtig skal begynde at give pote. Når man kommer fra et lavt niveau og giver sig til at investere kraftigt, så gør det ondt nogle steder, siger Jesper Bundgaard Madsen til Transportmagasinet.

Han fortsætter: 

- Vi skal ikke bide skeer med de store, men i stedet finde små nicher, hvor vi kan gøre en forskel og folk kan se en fordel i at bruge os. Der er kunder, der efterspørger kvalitet i de forskellige nichemarkeder, og dem går vi efter, for de ved også, at den kvalitet koster mere end det, man måske ville kalde ”vanlig markedspris”. 

Norsk oliekrise var startskud
Satsningen på nicher er ikke ny hos Vendelbo Spedition, der brugte en tidligere krise som startskud.

- I 2016 var der krise i den norske olieindustri, og det led vi under, da vi har kørt rigtig meget udstyr til boreplatforme. Efterfølgende lagde vi en ny strategi for forretningen, som vi gradvist har arbejdet på, og det går stille og roligt i den rigtige retning, siger Jesper Bundgaard Madsen.

Derfor er Vendelbo Spedition begyndt at gøre sig mere interessant indenfor transport af køkkener og interiør, ligesom der flirtes med fødevare- og træindustrien. For som direktøren selv udtrykker det, så skal “taburetten have nogle flere ben”. 

Fokus på digitalisering
Samtidig har den nordjyske speditør øget fokus på, hvordan man tager sig ud i forhold til omverdenen.

- Efter vores nedtur i 2016 var en del af strategien at vi skulle gøre mere opmærksomme på os selv, så vi ansatte en decideret salgsperson, der ikke kom fra transportbranchen. Det har været positivt, for han har et andet syn på, hvordan vi kommer til at tjene penge, og han har været dygtig til at fortælle den historie udadtil, som vi gerne vil have ud til vores nye kunder. Det har i den grad gjort os mere synlige, siger Jesper Bundgaard Madsen, der også har investeret stort inden for et andet område.

- Vi arbejder meget med processer og har i den forbindelse investeret i digitalisering. Det er et langt, sejt træk, og det er først for alvor begyndt at slå igennem i år, men det er investeringer, der er vigtige for at forbedre processerne hele vejen igennem forretningen. Det er tvingende nødvendige investeringer, for det duer ikke, at man kører rundt i skinnende nye lastbiler, hvis ellers alt andet hænger bagved. 

Vendelbo Spedition A/S
mio. kr. 2019 2018
Bruttoresultat 47,5 40,3
Driftsresultat 3,8 3,2
Resultat før skat 2,8 2,2
Årets resultat 2,1 1,7
Balancesum 78,1 75,2
Egenkapital 15,5 15,8
Antal ansatte 72 64
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2019.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.219