Horsens-vognmand: - Alle biler kører trods corona
Og selv om udbruddet af coronavirus og den efterfølgende nedlukning af det danske samfund sætter sit præg på det meste, har det endnu ikke haft de store økonomiske konsekvenser for Arthur Andersen Transport.
Sådan lyder beskeden fra direktør Søren Tinggård, der dog ikke tør udtale sig for skråsikkert til Transportmagasinet.
- Udover nogle enkeltstående, store kontrakter, kan vi ikke se ret langt frem. Vi bliver tilkaldt på dagsbasis, nogle gange på timebasis, og derfor kan vi heller ikke sige ret meget om, hvordan det går med aktiviteten generelt. Men jeg kan konstatere, at alle biler er ude at køre hver dag, og har været det gennem hele nedlukningen af Danmark, siger han.
Dermed dog ikke sagt, at alting har været ”business as usual” for vognmandsvirksomheden. I begyndelsen af nedlukningen, oplevede Arthur Andersen Transport en stigende efterspørgsel fra privatkunder, der brugte hjemsendelsen som lejlighed til at gå i haven, lave terrasse eller få sat båden i vandet.
- Det fyldte en hel del i starten, og det har da hjulpet, når vores erhvervskunder lige har skullet trække vejret ind. Jeg har faktisk ikke noget endnu, der tyder på, at det ikke skulle blive et godt år for vores forretning. Vi har haft masser af aktivitet i første kvartal, på alle segmenter.
Arthur Andersen Transport tjente sidste år 3,6 mio. kroner før skat. Og de penge, der kommer ud af det flittige transportarbejde, skal puttes tilbage i virksomheden.
- Vi vil investere vores penge i materiel, så vores penge kommer ind og arbejde i virksomheden. Vi vil gerne vækste, men det skal være ansvarlig, organisk vækst, og vi er godt rustet til at gå fremtiden i møde. I pipelinen er opstart af større leverings aftaler med Hetag og Phønix Tagmaterialer.