23948sdkhjf

Nordjysk fyrtårn gav god reklame for krankæmpe

Da BMS i 2019 var med til at flytte Rubjerg Knude fyr, foregik hele operationen under stor mediebevågenhed. Begivenheden, der tog flere timer, blev fulgt af danskere landet over – og for BMS var det god reklame, fortæller Jens Enggaard, der er administrerende direktør i A. Enggaard Kraner A/S, som ejer aktiemajoriteten i BMS-koncernen.

- Jeg tror, vi er blevet endnu mere velkendte, efter vi var med til at flytte fyret. Der har jeg i hvert fald oplevet; at selv mennesker, der absolut ikke vidste noget om kraner, godt kendte til BMS efter vi havde været på det projekt, siger Jens Enggaard til Transportmagasinet.

I forvejen er de fleste i bygge- og transportbranchen på et tidspunkt kommet forbi en byggeplads eller en særtransport, hvor BMS-navnet fremgår af ét eller flere stykker materiel. Og værdien af et godt navn i branchen er stor.

- Man tænker jo ikke over det i dagligdagen, men der er ingen tvivl om, at BMS-navnet er velkendt, og man ser det som noget meget robust og stabilt, som har været fremme i mange år. Det er et navn der kendes, og som har noget at sige i branchen, siger Jens Enggaard.

Afdelinger på fem kontinenter
BMS er en forkortelse, der står for Byggeriets Maskin Stationer, og virksomheden blev grundlagt som statslig virksomhed som en del af Marshall-planen. Virksomhedens formål, som stadig står i BMS’ vedtægter i dag, var at hjælpe små- og mellemstore virksomheder med at få adgang til den slags dyre materiel, BMS entrerer med.

Staten var medejer af virksomheden frem til 1993, hvorefter den blev privatiseret, og Enggaard-familien har ejet 100 pct. af virksomheden siden 2007.

I dag har BMS stadig en markant tilstedeværelse indenfor byggeriet, men i stadig stigende grad satser virksomheden, der er hjemmehørende i Nørresundby, på den globale vindindustri. Ude i den store verden, hvor BMS har afdelinger på fem kontinenter, har virksomheden netop i denne uge indgået en joint venture med en lokal partner i Vietnam, hvor virksomheden i fremtiden også forventer meget stor aktivitet på vindmøller.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.283