23948sdkhjf

Herning-speditør har strømlinet forretningen

2019 blev et år med bølgegang for ICT Logistics med hovedkontor i Herning. Speditionskoncernen, der har specialiseret sig i logistikken mellem Europa, USA, Kina og lande som Rusland, Afghanistan og Ukraine, kom ud af året med et resultat før skat på 5,0 mio. kr., mod 3,5 mio. kr. året før. Driftsresultatet rundede 4,4 mio. kr. (2018: 3,2 mio. kr.) og egenkapitalen blev udbygget fra 32,3 mio. kr. til 35,4 mio. kr. i 2019.

Det er flotte tal og en klar forbedring, men 2019 var et år med flere facetter, end regnskabet umiddelbart lader fortælle. Det forklarer administrerende direktør Leif Midtgaard Pedersen til Transportmagasinet.

- Vi kom ikke ret godt i gang med 2019, fordi vi ikke var dygtige nok til at drive bundlinje ud af de ting, vi foretog os. Derfor satte vi os ned i 3. kvartal og kiggede indad. Vi justerede på en lang række arbejdsopgaver, og fik en fantastisk afslutning på året, siger han.

Data er en god forretning
Én af de ting, der blev lavet om, var virksomhedens dataplatform, som stod overfor en optimering og effektivisering. På den måde kom man et spadestik dybere i virksomhedens drift.

- Vi kiggede på: Hvad er det for en forretning, vi driver? Hvad er vi gode til? Og hvad er vi knap så gode til? I denne her branche synes man jo altid, at man er den bedste til alt, man laver, men vi var nødt til rent konkret at se på, om det var godt nok, og om det kunne være bedre, siger direktøren, og tilføjer:

- Vi fandt frem til, at nogle ting skulle outsources til andre, der var bedre til det end os. Så skulle vi ikke bruge tid på det, men kunne i stedet fokusere på det, vi selv er gode til.

Platform for vækst
Den omfattende tilskæring af forretningen skinner igennem i regnskabstallene, for selvom effekterne af en sådan oprydning normalt først ville vise sig senere, så oplevede ICT Logistics ret hurtigt, at processen gav pote.

Det overordnede billede er et år, der på papiret ser godt ud, men som kunne have været bedre, siger Leif Midtgaard Pedersen. I bagklogskabens lys skulle processen havde været i gang noget før, men resultatet er til at leve med, og der blev skabt en platform for vækst ved indgangen til 2020, vurderer han.

ICT Holding A/S
mio. kr. 2019 2018
Bruttofortjeneste 26,0 24,1
Resultat af primær drift 4,4 3,2
Resultat før skat 5,0 3,5
Årets resultat 4,0 2,6
Balancesum 68,2 81,3
Egenkapital 35,4 32,3
Antal ansatte 85 94
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2019.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078