23948sdkhjf

Ingen krise her: Palles Fragt har rygende travlt

Palles Fragt, der er en del af Danske Fragtmænd, har præsenteret en flot millionforbedring på bundlinjen i deres seneste regnskab. Næstved-virksomhedens resultat før skat lander på 1,8 mio. kr. i 2019, mod 0,7 mio. kr. i 2018, og egenkapitalen er vokset fra 4,1 mio. kr. i 2018 til 5,2 mio. kr. sidste år.

Det gode resultat er ikke baseret på tilfældigheder, men er snarere udfaldet af et arbejde, der rækker flere år tilbage. Det fortæller direktør Michael Palle til Transportmagasinet.

- Det er en lang proces, der har stået på siden 2014. Hvis man kigger tilbage i tallene, så har det ikke været særlig godt, men det er stille og roligt blevet bedre, og i 2019 nåede vi et punkt, hvor det begyndte at give pote, siger han.

Ny køreplan
Processen, han hentyder til, at en større omlægning af den måde, godset bliver distribueret på. Fordi godsmængderne kommer ind til fragtmanden tidligere på natten end hidtil, er hele virksomhedens kørsel blevet effektiviseret.

- Det betyder, at hver bil kører flere ture om dagen, og dermed kunne vi med det samme skære syv biler fra, hvor vi flyttede chaufførerne til natkørsel. Så der er tale om en omlægning, hvor vi har set på, hvordan vi gør tingene mere rationelt, og deraf har nogle arbejdsgange har ændret sig, forklarer Michael Palle.

Corona-krisen har ikke betydet krisestemning hos Palles Fragt; tværtimod har danskernes omlagte vaner givet en hel del mere at se til.

- Vi har haft travlt. Folk har fundet ud af at handle på en anden måde, deraf mere på nettet, og det har vi mærket. Vi har ikke været helt gearet til det, men jeg synes, vi har formået at løse opgaven, siger direktøren.

Medarbejdere har knoklet
Han er spændt på, hvordan de kommende måneder kommer til at se ud – og om økonomien kan holdes oppe over sommeren, med tanke på de danskere, der har været hjemsendt eller fyret fra deres job under krisen.

- Vi har aldrig kørt så meget til private før, og det kan godt være, det er noget, vi skal blive ved med. Men jeg tænker, at det er synd for butikkerne og storcentrene, hvis folk begynder at handle på en ny måde mere permanent, siger Michael Palle.

Én ting er han sikker på: Virksomhedens vej gennem Corona-tiden var ikke gået uden dygtige medarbejdere.

- Vi har ikke kedet os, og jeg er sindssygt stolt af mit personale. De har virkelig knoklet igennem, og de har ydet en kæmpe indsats. Uden dem var det ikke gået, siger direktøren til Transportmagasinet.

Palles Fragt A/S
mio. kr. 2019 2018
Bruttofortjeneste 34,4 32,2
Resultat før finansielle poster 1,9 0,9
Resultat før skat 1,8 0,7
Årets resultat 1,4 0,6
Balancesum 19,5 19,1
Egenkapital 5,2 4,1
Antal ansatte 77 70
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2019.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.516