Demstrup ser fremad efter udfordrende år
Meget kan siges om 2019, men det blev ikke et år, der går over i historiebøgerne hos Demstrup Autotransport. For selvom virksomhedens bruttofortjeneste steg fra 82,6 mio. kr. i 2018 til 84,6 mio. kr. i 2019, så måtte ledelsen se årets resultat før skat reduceret fra 3,9 mio. kr. i 2018 til 1,1 mio. kr. sidste år.
Administrerende direktør hos Demstrup Autotransport Preben Hansen fortæller til Transportmagasinet, at der er tale om en lavere aktivitet hos særligt ét af virksomhedens segmenter.
- 2019 var et udfordrende år for os, hvor vi havde nedgang på vores entreprenør- og asfaltafdeling. Vi manglede jobs og havde mange halve dage, og derfor har den del af vores forretning givet underskud, siger han.
Større investeringer sætter spor
Virksomheden har, udover de nævnte udfordringer med entreprenørkørslen, haft flere større investeringer, der også har gjort indhug i resultatet; herunder er der indkøbt tre specialopbyggede lastbiler, der skal være med til at lette arbejdet med at udlægge asfalt.
- Nu har vi heldigvis fået styr på den del af vores forretning, der kørte mindre godt, og indtil dags dato ser det ud til, at 2020 bliver et væsentligt bedre år end 2019, siger Preben Hansen til Transportmagasinet.
Virksomhedens egenkapital er fortsat sund, kun mærket med en lille nedgang til 35,3 mio. kr. (2018: 35,5 mio. kr.) og antallet af ansatte voksede en smule fra 104 til 110.
De samlede omstændigheder i løbet af året betyder også, at ledelsen, trods en nedgang i resultatet, betegner regnskabet som “tilfredsstillende”.
mio. kr. | 2019 | 2018 |
---|---|---|
Bruttofortjeneste | 84,6 | 82,6 |
Resultat før finansielle poster | 2,5 | 5,1 |
Resultat før skat | 1,1 | 3,9 |
Årets resultat | 0,7 | 3,0 |
Balancesum | 130,9 | 136,1 |
Egenkapital | 35,3 | 35,5 |
Antal ansatte | 110 | 104 |
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2019 |