Investeringer giver pote for TJW Fragt
TJW Fragt A/S i Karlstrup ved Karlslunde havde et regnskabsår for 2019, der tegner sig blandt de bedste i virksomhedens historie. Det fortæller vognmand Johnny Weygaard til Transportmagasinet.
Virksomheden opnåede sidste år en bruttofortjeneste på 41,5 mio. kr. mod 37,9 mio. kr. året før. Egenkapitalen er vokset til 12,2 mio. kr. (2018: 10,4 mio. kr.) og årets resultat før skat har rundet 6,2 mio. kr., sammenlignet med 5,8 mio. kr. i 2018.
- Vi har haft et meget tilfredsstillende år, og der er tale om et af vores bedste regnskaber. De seneste 2-3 år har vi arbejdet meget med digitalisering på tværs af forretningen og har investeret i vores it-platform, og det er med til at give det flotte resultat, siger Johnny Weygaard til Transportmagasinet.
Alt er digitalt
Den gennemgribende digitalisering kommer til udtryk overalt i hverdagen hos den sjællandske vognmand.
- Alle vores fragtbreve ligger i dag digitalt, og samtidig har kunderne fået mulighed for at følge deres levering tæt, og ved præcis, hvornår varerne er fremme, straks lastbilen kører hjemmefra. Det er helt klart noget, kunderne efterspørger, siger han, og fortsætter:
- Dermed sparer vi også mange resurser i vores kundeservice, fordi vi ikke længere skal besvare spørgsmål om, hvornår bilerne er fremme.
Flere private handler på nettet
TJW Fragt har, som mange andre fragtvirksomheder, mærket en ændring i forsendelsesmønstrene under corona-krisen.
- Vi har haft mange flere private leveringer, og det er helt tydeligt, at folk handler meget over nettet og skal have leveret hjemme i privaten. Vi har formået at holde vores tal oppe, men vi skal arbejde hårdere for pengene, fordi vi for eksempel – i stedet for at levere otte paller til Bauhaus – skal ud på otte forskellige privatadresser med varerne, forklarer Johnny Weygaard.
Håber på travlt efterår
Med hensyn til resten af 2020, er han forsigtig optimist – men en potentiel anden bølge af corona-virus tilhørende nedlukning af samfundet kan få store konsekvenser.
- Som det ser ud nu, tror jeg, vi lander på samme resultat som vi gjorde sidste år. Men det er svært at sige noget definitivt – jeg håber selvfølgelig, at vores andet halvår bliver rigtig travlt, med tanke på Black Friday og julehandlen. Og så håber vi bare, at Danmark ikke lukker ned igen, siger han, og tilføjer:
- Vi skal nok klare den. Hvis bare det fortsætter med at køre, som det gør nu, kan vi nok nå i mål.
mio. kr. | 2019 | 2018 |
---|---|---|
Bruttofortjeneste | 41,5 | 37,9 |
Resultat før af- og nedskrivninger | 8,7 | 7,6 |
Resultat før skat | 6,2 | 5,8 |
Årets resultat | 4,8 | 4,4 |
Balancesum | 48,0 | 31,5 |
Egenkapital | 12,2 | 10,4 |
Antal ansatte | 70 | 53 |
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2019. |