DFDS indfører ansigtsmasker for servicemedarbejdere på passagerskibe
DFDS har besluttet at indføre ansigtsmasker for alle besætningsmedlemmer i servicefunktioner om bord på passagerskibene ’Crown Seaways’ og ’Pearl Seaways’. Det sker som konsekvens af sagen om Covid-19 smitte blandt besætningsmedlemmer og passagerer på en passagerrute i Norge. Det skriver DFDS i en meddelelse.
DFDS oplyser, at besætningsmedlemmer på rederiets andre passagerruter også vil bære ansigtsmasker i servicefunktioner, hvor der ikke i forvejen er beskyttelse i form af plexiglasskærme eller visirer.
DFDS opfordrer også passagerer til at bære ansigtsmasker i forbindelse med ombordstigning og ilandstigning, ”hvor der er størst risiko for, at anbefalingen om at holde afstand til andre ikke overholdes”.
- Det er en udvidelse af de mange forholdsregler om bord, der skal skabe et trygt og sikkert miljø for vores passagerer. Forholdsreglerne omfatter ekstra rengøring, desinficering af berøringsflader, lukning af diskoteker og servering ved bar, handskekrav ved buffet mv. Samtidig er kundegrundlaget ændret i retning af en højere andel af kunder, der er på rejse mellem feriested og hjem, så vi generelt har færre passagerer om bord og rigelig med plads til at holde den anbefalede afstand til andre, siger Kasper Moos, direktør for DFDS’ passagerforretning.
Der er fortsat dagligt afgange i begge retninger. Interessen for at sejle med passagerskibene har været stigende, siden rederiet genstartede sejladsen i juni måned.
- Vi følger udviklingen tæt og vil hele tiden vurdere mulige nye tiltag for at gøre det sikkert og trygt at rejse med os, siger Kasper Moos i meddelelsen.