Hybridbiler baner vej for bæredygtigt byggeri
Danmarks to første hybride betonbiler ruller nu på de danske veje. I går mandag den 10. august kunne betonproducenten Unicon præsentere de to første af disse miljøvenlige biler for blandt andre Københavns overborgmester Frank Jensen.
Det skete ved en demonstration af bilerne på byggepladsen til den kommende Postby mellem Hovedbanegården og Kalvebod Brygge.
Området vil både rumme kontorer, boliger og rekreativt område for københavnerne; men lige nu er Danica Pension og entreprenørvirksomheden Aarsleff ved at opføre Danske Banks nye hovedkontor på området. Og det er netop her de nye lastbiler skal levere beton på en bæredygtig måde.
De nye betonbiler har el-drevne tromler, så lastbilens motor er slukket, når betonen aflæsses. Der er hverken støj eller forurening. Desuden kører de nye lastbiler på HVO-brændstof, som udleder 90 procent minde CO2 end almindelig diesel.
Bæredygtigt byggeri
For Københavns Kommune er det vigtigt, at byggeriet i Postbyen bliver så bæredygtigt som muligt. Ikke alene har København en målsætning om af være CO2-neutral allerede i 2025; men man arbejder også for at regeringens mål om 70% CO2-reduktion kan blive en realitet i 2030.
- Det skylder vi de fremtidige generationer, sagde Frank Jensen i sin tale.
- Vi skal i mål med vores klimaplaner. Derfor skal vi have fat i de brancher, som står for en stor del af klodens CO2-udledning - og det gør bygge- og anlægsbranchen. Intet mindre end 40 procent af klodens samlede CO2 kommer fra byggeriet i dets opførsel og i dets anvendelse. I Danmark er det lidt lavere, men jeg føler en kæmpe forpligtelse til, at vi for alvor får bygge- og anlægsbranchen til at reducere CO2.
- Jeg glæder mig over, at vi har ambitiøse virksomheder som Unicon, som her viser et eksempel på en bæredygtig betonkanon. For en beton-socialdemokrat som mig kan man ikke ønske sig en bedre anledning til at lykønske branchen med dens bidrag til vores bæredygtigheds målsætninger.
En af mange
Hybride lastbiler er kun en af mange bæredygtige initiativer, som entreprenørfirmaet Aarsleff arbejder med under udviklingen af Postbyen.
Danske Banks nye hovedsæde er Danmarkshistoriens største totalentreprise, og projektet indeholder mange bæredygtighedselementer, fortalte Aarsleffs vice adm. direktør Nicolai Schultz.:
- Byggeriet bliver LEAN-certificeret til Gold.
- Bærelaget under den store grund består af nedknust beton fra den gamle postterminal. Det er lagt i en stor bunke ind under byggeriet.
- Der er ekstra fokus på affaldshåndtering. Der sorteres i de rigtige fragmenter og rette mængder. Affald recirkuleres til genbrug.
- Der er en plan for sikring af luftkvaliteten.
- Opvarmningen, der sker under arbejdet, reduceres.
- Der bruges materialer med sundhedsrigtige deklarationer.
- Reduktion af tomgang på maskinerne
- Og nu er der også hybride betonbiler.
- Bæredygtighed i byggeriet er en spændende, men også en nødvendig rejse, konkluderede Aarsleff-direktøren.
Vi har et ansvar
Unicons direktør Jan Søndergaard Hansen sagde, at virksomheden har et ansvar for at skabe et bæredygtigt udbud, så kunder og bygherrerne kan vælge den rigtige løsning.
- Vi vil ikke bare tilbyde bæredygtige løsninger på transportsiden, men også på produktsiden. Vi forventer at præsentere løsninger på at reducere CO2 i vores beton og løsninger på et større forbrug af genbrugelige materialer.
- Hvis efterspørgslen er til stede, vil vi fortsætte med at investere. Så simpelt er det.
- Andre virksomheder venter på, at efterspørgslen skal blive mere tydelig. Det kan være klogt nok; men det er også med til at sætte processen i stå.
- Vi er også med i Branchefællesskabet Dansk Beton, og her arbejder vi på at komme i mål med vores bæredygtig beton-initiativ om at reducere CO2 med 50 procent i 2030.
Positiv særbehandling
- Der er ingen hemmelighed, at det er dyrt at gå forrest, fortsatte Unicon-direktøren.
- Ny teknologi koster penge. Derfor håber vi at få en positiv særbehandlinger fra politikerne. Det kunne for eksempel være, at vi fik lov til at køre med mere læs på de miljørigtige biler.
- På den måde kan regeringen – relativt billigt – støtte op om initiativerne, sagde Jan Søndergaard Hansen forhåbningsfuldt.