Dispensationer trækker i langdrag
I slutningen af august mødes DTL med miljøminister Lea Wermelin (S) for at få sat skub i behandlingen af dispensationer til tunge specialbiler, der ellers udelukkes fra at køre og arbejde i miljøzoner fra 1. juli 2020.
Mødet med miljøminister Lea Wermelin skal bruges til at forklare medlemmernes problemer. Problemet for vognmænd er, at lovgivningen omfatter alle tunge køretøjer uanset funktion og holdbarhed.
- Det er for eksempel specialkøretøjer med kran til tunge løft, slamsugere og betonpumper, som er dyre i anskaffelser og holder meget længere end andre lastbiler, anfører Søren Büchmann Petersen.
Skæringsdato i 2009
Fra 1. juli 2020 må lastbiler tidligst være registreret første gang den 1. oktober 2009, have en Euro 5-motor, være eftermonteret med et partikelfilter eller have en dispensation for at køre i miljøzoner.
Det kan eksempelvis være afslag på tillægsforsikring, når producenten af køretøjet ikke anbefaler det typegodkendte partikelfilter, eller det er for omkostningstungt at skifte et specialkøretøj ud med et nyt.
Imidlertid ophober ansøgningerne sig om dispensation.
Leverandører spænder ben
- Eftermontering af filter er særlig problematisk på specialkøretøjer, som typisk kører længe med lave omdrejninger, når bilen holder stille og motoren f.eks. driver kranen, fastslår Søren Büchmann Petersen.
- Filterleverandørerne er typisk kun villige til at yde ét års garanti. Det er alt for lidt og taler jo for sig selv, slutter Søren Büchmann Petersen.
Ordning for unikke køretøjer
Miljøministeriet ser på en særlig dispensationspraksis for unikke specialkøretøjer, der kunne behandles som en særlig gruppe køretøjer, oplyste Lea Wermelin i et folketingssvar til Kristian Pihl Lorentzen (V) midt i juli på dørtrinnet til sommerferien.
- Disse vognmænd har fået markant kortere tid til at foretage investeringer i det nyeste udstyr, anførte Venstres transportordfører.
- Der har hele tiden været en forståelse for specialkøretøjer og deres opbygning og funktion. Som hidtil vil der også fremadrettet kunne tildeles en dispensation ud fra en konkret vurdering, forsikrede miljøministeren.
Længere overgangsperiode
Blandt hendes muligheder er forlængelse af overgangsperioden for disse køretøjer med lang afskrivning, som ITD foreslog før sommeren.
Transportmagasinet har mundtligt og skriftligt spurgt Miljøstyrelsen til dispensationsansøgningerne, men styrelsen vendte ikke tilbage inden deadline.