Nu sættes der turbo på dispensation til miljøzoner
Der gives langt flere tilsagn end afslag til dispensationer om at køre i miljøzoner, viser Miljøstyrelsens første foreløbige optælling over ansøgninger om at kunne fortsætte med at køre i miljøzoner efter skærpelserne, der trådte i kraft 1. juli.
61 ansøgninger vedrørende lastbiler har fået en tidsbegrænset dispensation, mens der er meddelt afslag til otte ansøgninger.
Ud af 240 ansøgninger vedrørende varebiler har knap 200 fået tilsagn.
Dispensationerne gives typisk for nogle måneder, og den længste er på et år.
Cirka 400 ansøgninger er færdigbehandlet af de hidtil indsendte 1150 ansøgninger vedrørende lastbiler, varebiler og busser.
Sagsbehandlingen er begyndt straks. Miljøstyrelsen oplyser, at kapaciteten er øget fra et par til en snes medarbejdere til at tage sig af ansøgninger om dispensationer.
Specialbiler skal koste det dobbelte
Miljøstyrelsen er i gang med en mere finmasket optælling, som kan bruges til miljøminister Lea Wermelins (S) møde med DTL i slutningen af næste uge om behandlingen af dispensationer til tunge specialbiler, der ellers udelukkes fra at køre og arbejde i miljøzoner fra 1. juli 2020.
Tunge køretøjer såsom en kranbil, slamsuger og skraldebil kan defineres som et specialkøretøj, når "den samlede pris for køretøjet overstiger det dobbelte af prisen for chassiset (undervognen, samling af de basale dele af køretøjet)," som er definitionen i den senest vedtagne miljøzonelov.
- Inden sommerferien var der ikke givet mange dispensationer, og de blev givet på vilkår, som ikke var særlig imødekommende, siger chefkonsulent Søren Büchmann Petersen, DTL.
Mødet med miljøminister Lea Wermelin skal bruges til at forklare medlemmernes problemer.
Problemet for vognmænd er, at lovgivningen omfatter alle tunge køretøjer uanset funktion og holdbarhed. Det er for eksempel specialkøretøjer med kran til tunge løft, slamsugere og betonpumper, som er dyre i anskaffelser og holder meget længere end andre lastbiler, anfører Søren Büchmann Petersen.
Skæringsdato i 2009
Fra 1. juli 2020 må lastbiler tidligst være registreret første gang den 1. oktober 2009, have en Euro V-motor, være eftermonteret med et partikelfilter eller have en dispensation for at køre i miljøzoner.
I forbindelse med forårets lovbehandling udtalte miljøminister Lea Wermelin sig imødekommende over for dispensationer, der kan begrundes med forsikring eller økonomi.
Det kan eksempelvis være afslag på tillægsforsikring, når producenten af køretøjet ikke anbefaler det typegodkendte partikelfilter, eller det er for omkostningstungt at skifte et specialkøretøj ud med et nyt.